Selv om det ikke er et emne der har den store interesse for mig selv personligt bør jeg nok alligevel bruge et par linier om, at den svenske regering tidligere på måneden vedtog et lovforslag, der giver homoseksuelle par ret til at blive prøvet som adoptivforældre, på lige fod med heteroseksuelle. Og dette gælder ikke blot ved adoption af svenske børn, men også ved adoption fra udlandet. Dermed er Sverige det første land, der siger ja til, at bøsser og lesbiske kan nyde samme rettigheder ved adoption, som hidtil har været forbeholdt de heteroseksuelle. Det kan således ikke komme bag på nogen, at beslutningen har medført lange diskussioner, både mens loven var på vej, og også fremover når loven skal føres ud i livet. Homoseksuelle organisationer i hele Europa hilser beslutningen velkommen, og der er ingen tvivl om, at denne beslutning vil blive brugt som spydspids i andre tolerante lande, for at få en tilsvarende beslutning igennem i disse lande. Og lige så sikkert er det, at forskellige konservative og religiøse organisationer farer direkte ud af skabet og ind i blækhuset for at tale med store bogstaver om hensynet til barnets tarv. Men der er nu ikke nogen naturlov der påbyder, at barnet kun kan få tryghed og kærlighed sammen med 1 stk. far og 1 stk. mor. For hvis man er villig til at acceptere at en enlig mor kan opdrage sit barn, hvad er der så i vejen med to mødre? Dobbelt så mange mødre må vel være dobbelt så godt. Jeg tror at modstandernes argumenter stammer fra kernefamilierne tid, hvor der altid var én af forældrene der kunne være hjemme sammen med barnet, men i dag hvor forældrene nærmest kun optræder i glimt mellem pædagoger, kammerater og andre aktiviteter holder argumentationen ikke længere. Og de mange fejlopdragne børn som strømmer ud på gaderne i disse år beviser jo i al sin tydelighed, at den klassiske forældremodel har spillet fallit. Så for min skyld må bøsser og lesbiske gerne adoptere alt det de vil, blot den nødvendige tryghed og kærlighed er til stede.