Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 3. jul. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Adventuresport i naturens manege Onsdag, 03.07.02

For fire år siden gennemførte Søren Brahe Pedersen som den første dansker det prestigefyldte EcoChallenge løb i Marokko. Dette var første gang nogensinde at en dansker havde markeret sig i et af de store internationale adventure racing events, en sportsdisciplin der på det tidspunkt var fuldstændig ukendt i Danmark. Reglerne for løbet var ellers meget simple: Man tager en kamel og rider lidt på den, så skifter man den ud med en hest, en havkajak og en mountainbike inden man fortsætter på apostlenes heste over bjerge og gletschere, gennem prærier og rundt om søer. Og vips har man tilbagelagt 500km. Nåja, vips er måske så meget sagt, for man har max. 12 døgn til at gennemføre strækningen, som man i øvrigt selv skal finde, og rigtig mange må udgå før mål. Men Søren Brahe Pedersen var den første dansker til at gennemføre et af de store løb, og han blev herefter nærmest igangsætter af adventuresport i Danmark, eller multisport som disciplinen måske mere kendes under. Men der er ikke mange aktive udøvere herhjemme, kun godt og vel 200, men når man ser den eksponering sporten får i blade som (naturligvis) Adventure World skulle man tro at udbredelsen var større. Men det bliver den, for multisport bliver karakteriseret som en livsstilssport, og det er nok rigtigt. For den store tilgang til sport i de sidste 50 år er sket i takt med at vi i samme periode fysisk bruger vores krop mindre til daglig end før. Og i takt med at flere og flere bliver bymennesker og praktisk taget kun kender naturen fra billeder og TV er det klart at der måtte komme en udvikling, der tog sporten med ud i naturen. For mennesket kan i længden ikke leve højt på hjernemæssige resultater alene; vi har stadig en krop som følger med, og den har et behov der skal dækkes. Jeg er blot bange for, at naturen derved bliver reduceret til en kulisse, en forhindring der skal besejres, og på mig giver denne multisport mig mere indtryk af splittelse, at det er en selv det gælder, mere end at man søger at opnå en samhørighed med naturen, som nu blot er en manege for ens egne drømme.
http://www.adventuresport.dk Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.