|
|
Peder Bisbjerg - danskeren med de fleste 4000'ere
|
Søndag, 07.07.02
|
Det er en udbredt opfattelse i bjergklubben, at jeg er den dansker, som har besteget flest bjerge over 4000 meter i Alperne, og når selv en så autoritativ kilde som Peter Harremoës siger det, er det lige før man selv tør tro på det. Men selv har jeg haft mine tvivl, da der er en anden person som på det felt kan give mig kamp til stregen, og det er Peder Bisbjerg. Det var et spørgsmål som krævede en nærmere afklaring, så her i løbet af foråret har jeg haft en korrespondance med Peder herom, og det har så vist sig at min fornemmelse var rigtig nok - Peder scorer flere points end jeg på 4000'ere. Og det uanset hvordan man gør det op, for der kan jo være mange opfattelser af, hvornår en top er en top. Nu er det jo heldigvis sådan, at langt de fleste toppe har vi begge besteget, hvilket ikke er så usædvanligt, idet vi begge har besteget over halvdelen af toppene på den klassiske liste, så vi kan derfor nøjes med at kigge på forskellene. Der er ganske vist enkelte bjerge som jeg har besteget og som Peder Bisbjerg ikke har besteget, nemlig Grand Combin, Strahlhorn, Aiguille Verte og Piz Bernina (4), men til gengæld er der hele ni bjerge som Peder har besteget og som jeg mangler: Weisshorn, Dent Blanche, Ober Gabelhorn, Lenzspitze, Stecknadelhorn, Hohberghorn, Jungfrau, Dent de Géant og Aiguille de Rochefort. Og det nytter ikke jeg tager den udvidede liste med, for så kan Peder supplere med toppe som Breithorn C og Pointe Louis Amédée. Hertil kommer, at Peder Bisbjerg ikke blot har besteget bjergene ad de forskellige normalveje, eksempelvis har han besteget de tre klassiske grater på Ober Gabelhorn samt nordvæggen, og på Weisshorn har han klatret alle grater på nær normalvejen ad østgraten! Det er ingen skam at tabe til nogen der er bedre end en selv, og Peder Bisbjergs mange flotte bestigninger viser at han blot er en klasse bedre. Så min eneste mulighed, hvis jeg ønsker at overgå Peder Bisbjerg, er at håbe på at han bliver boende i Malaysia nogen tid endnu - nå ja, og at jeg selv får besteget nogle flere bjerge.
4000m-toppe i Alperne
Hvornår er en top en top?
|
|