Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 10. jul. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Med kalot og tørklæde i det danske forsvar Onsdag, 10.07.02

Jeg har aldrig været den store fortaler for uniformer, og det skyldes måske, at der i mange sammenhænge bliver stillet krav om uniformer hvor det måske ikke nødvendigvis er berettiget. Hvis man ser en person slæbe rundt på tredive kilo post plus halvtreds kilo reklamer i sidetaskerne behøver vedkommende ikke være klædt i rød uniform for at man kan se der er tale om et postbud. Omvendt kan det være meget praktisk, at man altid kan identificere en politimand, hvis man nu skulle få brug for sådan én. Men et sted hvor jeg mener der til enhver tid bør kunne stilles krav om uniformering er i forsvaret. At være ansat i forsvaret er jo ikke blot et 8-16 job, det er simpelthen noget man er i størstedelen af sin tid mens det står på. Der er ikke blot tale om en opgave der skal udføres, men når en mængde mennesker med vidt forskellig baggrund skal skoles til den samme viden er en vis ensartethed nødvendig. I trøjen er alle ens, uanset om der er tale om en godsejersøn, en håndværker eller en kontorist. Selv kronprinsen havde ikke behov for nogen særlig uniform mens han uddannede sig under de tre værn. At alle ser ens ud hjælper jo også med til at danne det særlige kammeratskab blandt soldater, som ofte varer ved mange år efter tjenestetiden. Men at soldaterne nu skulle få lov til at lægge baretten og bruge et tørklæde eller en kalot i stedet, blot fordi de er af en anden religiøs overbevisning, det mener jeg er for langt ude i hampen. Kasernernes feltpræster går da heller ikke med præstekrave, og når nu de kristne danskere kan nøjes med at skilte med deres religion ved et kors om halsen, hvorfor kan jøder og muslimer så ikke nøjes med en tilsvarende davidstjerne eller en halvmåne? Jeg har ikke selv været i felten, men hvis en af soldaterne af personlige eller religiøse årsager ikke ønsker at bruge uniformen, kan man så være sikker på at man til enhver tid kan stole 100% på ham? Man kunne jo lige se situationen, hvis en dansk soldat med kalot i stedet for baret bliver sat til at patruljere på Vestbredden...

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.