I den forløbne uges tid blev europamesterskaberne i atletik afholdt i München og det var dejligt at se at der for en gangs skyld var danske fødder på podierne når medeljarne skulle overrækkes. Et af de virkeligt positive resultater kom fra kuglestøderen Joachim B. Olsen, der i tredie omgang sendte den syv et halvt kilo tunge jernkugle ud på 21,16m og derved sikrede sig den første danske EM-medalje siden 1974. Nu er kuglestød jo ikke typisk en disciplin der trækker de store tilskuertal, men efter selv at have været til et større atletikstævne må jeg sige at jeg har fået en vis fascination for disse store, stærke fyre med store muskler der kan bruges til noget, og ikke bare er blevet pumpet op til pynt. Mage til skuldre som Joachims ser man næppe andetsteds. Og så må jeg sige at jeg stadig har svært ved at fatte teknikken, hvordan bevægelsen i rotationen kan koncentreres ud i den kugle, som efterfølgende flyver en længde, svarende til en jernbanevogn. Men Joachim var ikke den eneste der høstede metal, og den anden medalje var nok mere ventet, idet det var mellemdistanceløberen Wilson Kipketer der tog sin forventede guldmedalje ved paradedisciplinen 800 meter. 107,25 sekunder var nok for Wilson til at løbe tartanbanen igennem to gange, og sejren var hans - guldet var hjemme. Det må have været dobbelt tilfredshed for Wilson, for ikke blot vandt han guld, men hans sejr må også kunne tages som et tegn på, at han nu endelig er kommet sig over den malaria han pådrog sig for fire år siden, netop året efter han satte verdensrekord på 800 meter såvel indendørs som udendørs, en sygdom der skulle sætte ham tilbage i flere år. Nu er Wilson stærkt tilbage igen, men der er jo det kedelige ved malaria, at hvis først man én gang har pådraget sig sygdommen kommer man aldrig af med den igen, da den ligger latent og uventet kan bryde ud igen. Man må så blot håbe at det varer adskillige år før Wilson atter mærker noget til denne malaria.