Nu er fodbold jo ikke lige et emne som jeg plejer at skrive så meget om her i disse spalter, men ind imellem må jeg jo gøre den undtagelse der bekræfter reglen. For jeg har på det seneste ofte gået og funderet over, hvad det egentlig er, der gør at fodbolden opretholder sin voldsomme popularitet herhjemme. At fodbold er en populær sport var da sådan nogenlunde til at forstå for en del år siden, hvor hver provinsby havde sit eget fodboldhold og man kæmpede i divisionskampene for at bevare sin position eller allerhelst rykke en plads op på ranglisten, for byens skyld. Men sådan er det ikke længere. Det er jo ikke de lokale helte der spiller bold længere. I flere klubber er der snart ved at være en majoritet af spillere, der er hentet hjem fra andre klubber, købt og solgt som var det en vare. Når den ene klub kæmper mod den anden kan der knap nok være tale om et lokalopgør, når spillerne alligevel er hentet fra en anden egn eller måske sågar et andet land. De store fodboldklubber er blevet til kommercielle virksomheder, der køber og sælger spillere og nurser dem for at få det bedst mulige udbytte. Næsten som enhver anden virksomhed, der forsøger at maksimere sit udbytte ud fra de midler der er til rådighed. Så på sæt og vis kunne man lige så vel sætte to investeringsvirksomheder til at kæmpe mod hinanden, ikke på grønsværen, men på aktiemarkedet. Det ville dog næppe trække særlig mange tilskuere til, og man må således formode at langt de fleste tilskuere kommer for sportens skyld. Hvilket også er fint nok, men når diverse fans siger de møder op for at støtte det lokale hold stikker de ofte blår i øjnene på dem selv, for der er næppe mange FCK-spillere der bor på Østerbro, eller Brøndbyspillere der bor i Brøndby.