Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 30. sep. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Stereotype korncirkler Mandag, 30.09.02

I over en snes år har der fra tid til anden dukket historier op om de mystiske korncirkler, som på forunderlig vis opstår af ingenting midt om natten. Er det drengestreger eller skjulte meddelelser fra det overnaturlige? Dette forsøger filmen Signs at give en forklaring på. Men selv om filmen i det store er ganske velinstrueret er den også meget forudsigelig, idet man nok kan regne ud at der ikke ville være så meget stof til en film hvis det blot var drengestreger. Altså har vi her at gøre med besøgende fra det ydre rum, som på bedste vis puster UFO-skrækken op. Så intet nyt fra vestfronten her. Men har man først lagt det temmelig stereotype og forudsigelige koncept bag sig kan man roligt læne sig tilbage og nyde filmen, der hurtigt udvikler sig til en klassisk gyser og ikke så meget science-fiction. For på bedste Alien-vis får man først sent i filmen at se, hvad det egentlig er for typer som er i færd med at erobre jordkloden. Langt den største del af filmen optræder gæsterne kom som en puslen i majsmarken eller et glimt af en mørk skygge. Det største gys er jo det man ikke ser, for så kan man i stedet fantasere sig til noget, som er meget værre. Faktisk kan en sådan månebelyst majsmark godt blive temmelig uhyggelig. En klassisk gyserfilm behøver heller ikke så mange effekter, og det er egentlig befriende at se en film med rumvæsener, uden at der løsnes et eneste skud eller demonstreres en avanceret teknologi. Desværre fuser filmen ud inden klimaks, for når endelig vi får lov at se denne alien er det blot en bøvet gumpetung fyr, som slet ikke matcher de agile trin man har hørt tidligere i filmen. Og den store kamp mellem det gode og onde ender blot med et simpelt håndgemæng. Men resten af filmen er såmænd god nok.
       

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.