Opera og kærlighed har altid været uløseligt forbundne. Og det gælder så sandelig også Jules Massenets opera Werther, som for tiden spiller på Det Kongelige Teater. Og denne opera var jeg inde og opleve på Gamle Scene i lørdags. Hvilket vel nok kan undre nogen, da opera jo ikke liiiige er det jeg bruger så meget tid på. Men da jeg i 1998 besøgte Metropolitan-operaen i New York, og så det leben der udspillede sig omkring bygningerne lovede jeg mig selv, at næste gang jeg kom til New York skulle vi også til opera, med das ganze molevitten. Desværre har jeg ikke haft lejlighed til at besøge New York siden, og har derfor heller ikke haft mulighed for at opleve min første opera, da jeg ikke havde lyst til at gå alene. Indtil i sidste uge, hvor en god ven inviterede mig med på et afbud. Operaen er skrevet over Goethes roman Den Unge Werthers Lidelser fra 1774, og blev uropført i Wien i 1892. Disse tidspunkter danner samtidig begyndelse og slutningen på romantikken, en periode hvor man for alvor begyndte at begive sig ud i naturen. Selv om det ofte var af ulykkelig kærlighed - også dengang kunne en lang vandring i naturen virke forløsende for sjælesorgen - så kan man meget vel også mene, at den stigende udlængsel efter naturen ved udgangen af det 18. århundrede kan have været den katalysator, der igangsatte drifterne efter at bestige naturens bjerge. Romantikken som bjergbestigningens moder - interessant aspekt! Men i operaen Werther er det dog ikke bjerge der udgør historien, men traditionelt nok den ulykkelige kærlighed mellem Werther og Charlotte, der ikke kan få hinanden på grund af de løfter der er givet til anden side. Og når endelig de får hinanden er det for sent. Historien er ganske simpel, men man skal ikke opleve operaen for historiens skyld, men for det eminente skuespil og de brillante stemmer, på bedste vis akkompagneret af symfoniorkestret. Præcis som med ballet er der himmelvid forskel på at se opera i TV og at opleve det live, og for mig som førstegangsbesøgende var det en stor oplevelse. Så dette besøg på det kongelige bliver næppe en enlig svale.
       
http://www.kgl-teater.dk