Dette tiår er på vej til at kunne karakteriseres af en stigende egoisme. Vi ser det i trafikken, hvor der er en stigende tendens til at den enkelte bilist eller cyklist blot vil frem, uden at tage hensyn til medtrafikanterne. Og vi ser det med narcissistiske undertoner i den udbredte medieliderlighed, hvor ganske almindelige mennesker er villige til at sælge deres bedstemor for de berømte fifteen minutes of fame på TV-skærmen i diverse reality-shows. Indtil for nylig var jeg af den opfattelse at denne tendens dog ikke gjaldt vor egen lille verden af bjergbestigere, men dette efterår har gjort at jeg må revurdere min opfattelse. Endnu en gang har jeg nemlig måtte aflyse en ekspedition til et større bjerg på grund af at det ikke har været muligt at skaffe interesserede deltagere. Siden januar har vi været tre deltagere på projektet og mente at et halvt års tid burde være nok til at skaffe yderligere tre, eller i hvert fald bare minimum én deltager. Men forgæves. Nu skal det dog straks også siges, at de fleste vi adspurgte også havde gode forklaringer på den manglende interesse, trods alt er det de færreste der kan skaffe en mindre formue til en sådan tur og samtidig få den nødvendige frihed. Men det deprimerende i denne situation er, at adskillige ikke engang gad give en tilbagemelding på, om de var interesseret eller ej. Jeg skulle da mene, at når jeg selv lægger et stort atbejde i planlægningen og giver de udvalgte personer mulighed for at komme med, så var en simpel tilbagemelding om ja eller nej vel det mindske man kunne forlange. Sådan skulle det altså ikke være. Men nu hvor ekspeditionen er aflyst og jeg så småt er begyndt at lægge alternative planer kommer de sendrægtige personer frem igen og vil gerne informeres om nye tiltag fra min side. Men hvorfor skulle jeg dog det? Hvis man ønsker at sidde med ved bordet når beslutningerne tages må der med rimelighed kunne kræves et vist minimum af engagement.