Det er ikke så forfærdelig længe siden at det temmelig ukendte, men dog ganske fremragende norske band Madrugada sidst besøgte Danmark, og netop derfor var det en postiv overraskelse at erfare at bandet atter kom tilbage til København under en ny turné. Spændende var det at høre om de kunne følge op på den fantastiske koncert de holdt for et år siden, og jeg må sige at de henved 300 publikummer, der havde valgt at bruge en søndag aften i selskab med Madrugada, absolut ikke blev skuffet. For Madrugada formåede atter en gang at brede deres let kølige og drømmende, og ganske spændende univers ud over scenekanten. Hvis man som jeg havde anskaffet den nye plade Grit var man lidt forberedt på hvad der ville komme. For Madrugada er her i 2002 blevet noget mere rockende, uden dog på nogen måde at have mistet den nerve, der netop gør bandet så spændende. Introduktionen, en trilogi af de tre nye numre Proxy, Ready og Seven seconds måtte selv hos de største tvivlere give indtryk at Madrugada er et band med fremtid i. Der var tryk på allerede fra første anslag og tiden blev ikke spildt med unødig snak. Næppe mere end et halvt minuts introduktion, og vi var videre med næste sæt, en skøn blanding af gammelt og nyt, hvor vi selvfølgelig fik de eminente klassikere - man kan vel næsten tale om evergreens Belladonna, Strange color blue og Norwegian Hammerworks corp., sidstnævnte et nummer vi savnede ved den foregående koncert, men som nu var med helt fremme og hvor der nu i den grad blev hamret igennem. Lucy One og The Frontman skulle vi selvfølgelig heller ikke snydes for, og så var det efterhånden tid for Two Black Bones, som gav en så uforglemmelig oplevelse sidste år. Og igen i år. Men fremfor alt nåede Madrugada stort set hele den nye plade igennem, og jeg må sige at der er rigtig mange gode numre, så hvis man ikke allerede har skiven er det blot om at komme ned til sine lokale pladehøker. Anden og forventeligt sidste fremkaldelse gav os stjernenumrene Majesty og Black Mambo, og takket være publikums entusiasme fik vi i den tredie fremkaldelse et sidste bonustrack, selvfølgelig Only when you're gone. Og med Robert Burås' guitarspil i ørerne kunne vi forlade Lille Vega og vandre ud i novembernatten. En perfekt afslutning på en fantastisk koncert.
       
Blog: Når de norske ulve hyler
http://www.madrugada.net