|
|
Årets Band: Madrugada atter en gang
|
Mandag, 20.01.03
|
Det må efterhånden være gået op for de fleste, at jeg til tider har en mani med at udfærdige forskellige slags statistikker, og her er den første for i år, nemlig min egen helt personlige hitliste over de mest spillede plader i det forløbne år. Sidste år kunne jeg med baggrund i denne min private playlist kåre det norske band Madrugada som årets band med tre af deres albums blandt de ti mest spillede i 2001, og efter at jeg havde investeret en del i ny musik i løbet af 2002 var det med en vis spænding jeg kunne opgøre resultatet for 2002. Her viste det sig, til min egen overraskelse, at selv om Madrugada har måttet give afkald på at have den mest spillede plade overhovedet, har de trods alt fastholdt deres position som det mest spillede band ved at få yderligere to plader ind på min personlige Top 30. Den mest spillede Madrugada-plade er som før The Nightly Disease I, denne gang på en 3. plads, mens deres nye plade Grit er som årets højst placerede nyhed gået direkte ind på en 7. plads, ganske godt i betragtning af at pladen kun har været på markedet en tre måneders tid. Placeringen som den mest spillede plade har Madrugada dog måttet afgive til franske Manau, hvis Celtique Panique nu er røget helt op på førstepladsen. Hvilket måske ikke er den store overraskelse, med henblik på hvor ofte den roterede over vinteren 01/02, men Manau har altså formået at sætte sig på 1. pladsen for hele 2002. Den store taber i det forløbne år må beklageligvis tilskrives Fish, som trods mange års support fra min side er gået fra at have tre placeringer så højt som nr. 6 i 2001, til nu kun at kunne besætte de to nederste pladser. Denne nedgang må dog nok i overvejende grad tilskrives det faktum at der ikke er kommet ny musik fra Fish i det forløbne år, så vi må blot med spænding afvente om ikke der kommer et nyt udspil her i 2003. Der er i år to kommercielle sællerter med på listen, to danske bands for øvrigt, nemlig Nyborgdrengene Saybia med The second you sleep samt Brøndbydrengene Outlandish med den nyeste skive Bread and Barrels of water, og som det sædvanlige kuriosum er den højest placerede vinylskive at finde på en 25. plads, nemlig den gode gamle og slidte Immunity med Rupert Hine fra 1981.
Musik Top 30, 2002
Anmeldelse af Madrugadas koncert 24.11.02
|
|