|
|
Annoncehajer - nu også på nettet
|
Mandag, 03.02.03
|
Gårsdagens udgave af Politiken bragte på PS sektionen en ganske udmærket historie frem om diverse annoncesælgeres mere eller mindre ufine metoder til at få solgt annonceplads i deres telefonregistre. For 5-8 år siden var det telefonbøger der var det store hit, hvor man kunne blive ringet op af en aggressiv og pågående annoncesælger, som ønskede at sælge annonceplads i deres mere eller mindre suspekte telefonbøger. I dag er denne trafik stort set ophørt, og i stedet har annoncehajerne kastet sig over internetmediet, hvor sælgerne nu sælger annonceplads på sjældent besøgte registre på internetsider. Og til høje beløb i forhold til hitraten. Jeg skal ikke her gå ind i detaljer om de pågældende hjemmesider, men jeg var faktisk selv ved at blive til målskive for sådanne annoncehajer dengang det blot var det gammeldags telefonbogsmedie. For for ca. fem år siden lod jeg mig lokke til at tegne en annonce for mit daværende firma Himalayan Experience i en af disse alternative telefonbøger. Det var dog ikke et af de mest suspekte firmaer, for rent faktisk fik jeg efterfølgende tilsendt en telefonbog - ganske vist temmelig tynd, men dog en telefonbog - med den annonce jeg havde tegnet. Ved samme anledning blev jeg flere gange telefonisk opfordret til at tegne annoncen for andre områder også, men jeg holdt fast ved at jeg kun nøjedes med lokalområdet, og så ville jeg vurdere annoncens gennemslagskraft inden jeg udvidere kampagneområdet. Fair nok, jeg hørte for en stund ikke mere til det pågældende firma, men i stedet blev jeg ca. hver sjette uge ringet op af et andet 'konkurrerende' forlag, som også ville sælge annoncer til mig. Men jeg var ikke interesseret i deres tilbud, jeg havde allerede en aftale med et andet firma, som jeg for så vidt var tilfreds med. Således forløb ni måneder, og så blev jeg atter ringet op af det firma jeg oprindeligt havde tegnet annoncen hos. De ville blot have bekræftet fornyelsen af annoncen, men jeg måtte med beklagelse meddele at jeg var ved at afvikle firmaet og derfor ikke havde behov for annoncering. Det var en ren løgn, men annoncefirmaet tog det ganske pænt og indvilgede i at slette annoncen i den nye udgave. Det mest pudsige var dog, at efter den dag fik jeg ikke ét eneste tilbud fra alle de andre 'konkurrerende' firmaer. Hvordan mon de kunne vide at der nu ikke længere var noget at komme efter?
Der er dog andre og mere hæderkronede firmaer der benytter sig af lignende metoder, nærmere herom i morgen!
www.annoncehajer.dk
www.politiken.dk
|
|