Det er adskillige måneder siden jeg har udsendt flere blogs i den samme uge, men nu har jeg jo i gårsdagens klumme lagt op til en fortsættelse, og så må jeg jo hellere gøre dette for ikke at sætte pålideligheden over styr. I går omtalte jeg mine tidligere genvordigheder med et mere ukendt telefonbogsforlag, men der er såmænd også mere velkendte forlag der bruger tvivlsomme metoder. Såsom Bonnier. Frem til 2000 abonnerede jeg på tidsskriftet Men's Health, og havde med vilje tegnet et halvårs abonnement da jeg var en klovn til at betale til tiden og endnu ikke havde fået bladet tilmeldt PBS. Og da der på grund af mangel på tid kunne gå flere måneder før jeg fik læst bladet skete det fra tid til anden at jeg ikke fik betalt i tide. En dag slog det mig så at det faktisk var længe siden jeg havde fået bladet, og en kort undersøgelse viste hurtigt at bladet ikke længere udkom. Hvilket jo var en ganske god forklaring på at jeg ikke fik bladet. Men så en måneds tid senere fik jeg en rykker fra Bonnier på at jeg ikke havde betalt mit abonnement på I form. Der måtte være gået helt ged i deres computersystem, for det blad havde jeg godt nok aldrig abonneret på, så den rykker blev hurtigt arkiveret. Men der kom flere rykkere, og nogle måneder senere kom det første inkassobrev fra en advokat på Strøget. Hvilket blev indledningen til en længere korrespondance, hvorunder det viste sig at jeg stadig havde en restgæld på Men's Health. Som jeg selvfølgelig straks betalte, hvilket dog ikke ændrede videre på sagen, da jeg fortsat blev truet med inkasso på grund af min manglende betaling for I form. Sagen udviklede sig efterhånden til en absurd skyttegravskrig, hvor vi hver tredie uge sendte stort set enslydende breve til hinanden, og da jeg her kort før jul fik endnu et udkast til en stævning for byretten, på nær datoen komplet enslydende med et andet stævningsudkast jeg havde modtaget tre måneder forinden, mente jeg at det nu kunne være nok. Skrev til advokatfyren at idet der ikke skete nogen udvikling i sagen og han blot fremsendte det ene enslydende brev efter det andet, forbeholdt jeg mig retten til, ikke at svare på hans skrivelser med mindre der skete en væsentlig udvikling i sagen. Og siden har jeg ikke hørt fra hverken ham eller Bonnier. Så moralen er: selv om nogle firmaer kører det tunge juridiske skyts i stilling skal man ikke blot lade sig kue hvis sagen er åbenlys urimelig. Jeg kunne selvfølgelig også blot have betalt advokaten de omdiskuterede 385,80 kr, men den glæde skulle han nu ikke have!