I går gik hele verden på fredsmarch. Kloden rundt, fra Sydney over Delhi, Nairobi og Paris til New York protesterede tusinder af mennesker mod USAs stadig mere højlydte sabelraslen og krigstrusler mod Irak. Henved 150.000 overvejende amerikanske soldater er nu sendt til landene omkring Irak, og det er vel efterhånden kun et spørgsmål om tid inden krigen udløses - FN-resolution eller ej. På flere måder er det en ulykkelig situation, ikke blot fordi en krig vil være til stor skade for civilbefolkningen, men fordi en amerikansk intervention i Irak uvægerligt vil medføre yderligere spændinger i Mellemøsten. Krigstruslen er allerede fra flere sider blevet kaldt den dekadente vestlige verdens korstog mod islam. Efter min opfattelse ville det være langt bedre om de arabiske lande kunne klare sagerne af internt, således at hverken USA eller de øvrige vestlige lande behøvede blande sig i interne mellemøstlige anliggender. Men man ligger som man har redt. Det er jo ikke første gang et land har forsøgt at komme despoten i Irak til livs. I 1980, umiddelbart efter den iranske revolution, angreb Irak som bekendt Iran i håb om at annektere de strategiske oliefelter. Saddam Hussein tog dog fejl af Irans styrke og blev trængt tilbage, hvorefter Iran fortsatte ind over Iraks territorium i praktisk taget den samme mission som USA i dag påtænker at udføre. Men Irans mission blev forhindret på grund af massiv amerikansk militærbistand til netop Irak. Krigen mellem Iran og Irak varede otte år, men allerede to år senere angreb Irak Kuwait og udløste Golfkrigen. Så ud fra amerikansk tankegang er der ingen der skal angribe Irak, man vil have landet for sig selv. Og hvorfor nu det? For det er da vel ikke på grund af olien? Men når man ser nutidens demonstrationstog mod USA kan jeg ikke undlade at spekulere på, hvor demonstranterne var da Saddam Hussein dræbte i tusindvis af sine egen indbyggere med giftgas. For den irakiske befolkning gør det ikke den store forskel om USA angriber Irak eller ej - de har allerede levet under krigslignende tilstande i over 20 år.