Danmark har altid gjort sig til talsmand for, at man ønsker at gøre noget for miljøet, både på nationalt og internationalt plan. Eksempelvis har Danmark været en vigtig agitator for at få ratificeret Kyoto-aftalen, ligesom dansk miljøpolitik de seneste 13 år - lige siden Poul Schlüter fastlagde Danmarks CO2-mål - har gået på at vi skal feje for vor egen dør først, inden vi beskylder andre for at forurene mere end godt er. Men i disse dage blæser der helt andre vinde gennem de Christiansborgske korridorer. VK-regeringen lægger nemlig op til, at den danske indsats for at nedbringe CO2-udslippet fremover overvejende skal foregå i udlandet. De danske kraftværker har i praksis fået grønt lys til at sætte fuldt blus under kedlerne så der for alvor kan komme gang i eksporten af elektricitet, og skulle det medføre at der bliver udledt mere CO2 end den grænse vi internationalt har forpligtet os til, så køber vi blot nogle CO2-kvoter i udlandet. De internationale CO2-aftaler er nemlig strikket sammen på en sådan måde, at hvert land i aftalen har forpligtet sig til at reducere CO2-udslippet til et bestemt niveau, men samtidig er der også - efter kraftigt pres fra visse vestlige lande - givet mulighed for, at de lande som ikke udfylder deres kvota, kan sælge den overskydende kvota til et andet land. Hvilket jo blot gør incitamentet til at nedsætte forureningen mindre, man kan blot betale sig fra det. Og derved forbryder Danmark sig mod ånden fra Kyoto-aftalen, der jo handler om at nedbringe CO2-udslippet. At købe kvoter i udlandet mindsker ikke CO2-udslippet, tværtimod. Så kan vi i stedet havne i den paradoksale situation at Danmark opfylder sine CO2-mål på papiret, men samtidig sender så meget CO2 ud i atmosfæren som vi aldrig har gjort før, samtidig med at Rusland får en stor pose penge for ikke at foretage sig noget.