Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 11. apr. 2003
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fra krig til kaos Fredag, 11.04.03

Efter tre ugers indsats af de amerikanske og britiske tropper er krigen i Irak stort set ovre, billedliggjort af den store statue af Saddam Hussein, der forleden blev revet omkuld af en amerikansk kampvogn. Indtil det sidste benægtede det irakiske styres talsmand at der overhovedet var problemer, at amerikanerne var ved at blive slagtet foran Bagdads byporte, alt imens man i det fjerne kunne høre kampvognenes rumlen i gaderne. Amerikanerne har haft forholdsvist let spil og ikke mødt den store modstand i deres vej mod Bagdad - selv om man vel kan diskutere hvor stor modstand man kan yde når amerikanernes velsmurte militærmaskineri ruller sig ud. Men et og andet kunne tyde på at Saddams magtapparat har været lidt af en papirtiger, et styre der har udøvet sin magt gennem frygt snarere end et stærkt militær. Men samtidig bør man også beklage at det var nødvendigt at sende de amerikanske tropper ind, og derved atter en gang blande sig i mellemøstlige anliggender. Der tales jo meget om muslimske broderskaber på tværs af grænserne, og jeg har svært ved at se logikken i, at langt de fleste arabiske nationer fordømmer USAs invasion i Irak, samtidig med at man stiltiende har accepteret at det irakiske styre har slået tusindvis af egne landsmænd ihjel. Kun Iran har turdet gå i clinch med Saddam & Co., og kun massiv støtte fra USA til Saddam kunne holde iranerne ude af Irak. Men ingen krig uden ofre. Ifølge officielle irakiske kilder har henved 1250 civile irakere mistet livet, men set i lyset af at der i løbet af Saddam Husseins 24 års rædselsregime er forsvundet over 290.000 irakere, så må tabene siges at være ganske små. Man kan være lidt morbid og mene, at hvis der under Saddam er 'forsvundet' i gennemsnit 33 irakere om dagen, kan det udlægges at der er forsvundet over 6.000 irakere i det halve år FN forsøgte sig med diplomatiske løsninger. Dermed ikke være sagt at diplomati ikke kan være en løsning, men over for despoter som Saddam Hussein har diplomati desværre kun ringe effekt. Nu håber jeg blot at det irakiske folk kan finde ud af at administrere deres nyvundne frihed.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.