Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 23. apr. 2003
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ingen post om lørdagen Onsdag, 23.04.03

For et par hundrede år siden var posten forbeholdt de få. Posten blev bragt fra posthus til posthus, og skulle man sende eller modtage et brev måtte man pænt møde op på posthuset og aflevere sit brev eller se om man stod på de opslåede lister over postmodtagere. Siden har der kun været fremgang i servicen. Der er opsat postkasser så man blot kan aflevere posten her, og postbuddet kommer i hele landet seks dage om ugen, kulminerende i midten af forrige århundrede med omdeling indtil tre gange om dagen. Man kunne således sende et brev om morgenen til en modtager i byen og forvente svar samme dag. (Ligesom med email i dag, men det er en helt anden historie.) Men siden er det gået ned ad bakke. Antallet af omdelinger er faldet til 1 gang om dagen, og hvor den almindelige postkasse tidligere blev tømt fem-seks gange om dagen sker det nu kun en enkelt gang. Hos mig er den sene tømning kl. 21.30 blevet sløjfet, og poster jeg et brev 19.30 kan jeg ikke være sikker på at det når til Jylland næste dag. Men står det til Post Danmark skal der skæres endnu mere, og det overvejes nu at ophøre med lørdagsomdelingen. Dette forklares med at antallet af postforsendelser falder, men der er dog stadig langt flere breve at omdele end for 30 år siden hvor man stadig havde to daglige omdelinger enkelte steder i landet. Plus selvfølgelig lørdagsomdeling. At droppe lørdagsomdelingen vil medføre at de bankbreve der udskrives torsdag aften først vil være fremme hos modtageren når man kommer hjem fra arbejde sent mandag eftermiddag. Næsten en uge efter at den seneste bevægelse på kontoen har fundet sted. Det må selv postvæsenet kunne se at det kan gøres bedre. Eksempelvis ved at skele til det hedengangne postgiro, hvor man fik et kontoudtog dagen efter - efter enhver bevægelse! Det er vel de færreste i dag der har brug for daglige kontoudtog, men når et brev er afsendt må man kunne forvente det er fremme dagen efter. Hvis ikke Post Danmark kan klare det forærer de helt automatisk markedet til private entreprenører så snart monopolet ophæves, og Post Danmark kan vende tilbage til de gamle dage, hvor man selv skulle møde op på posthuset for at se om der var post.
http://www.post.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.