|
|
Eksamen for Matterhornaspiranter
|
Lørdag, 26.04.03
|
Nu hvor sommeren nærmer sig er der nok nogle personer rundt omkring der har besluttet sig for, at det i år skal være slut med, blot at se Matterhorn nede fra Zermatt. Man vil på toppen, og hvis ikke man selv kan finde vejen må det om nødvendigt være med en guide. Hvad bjergguider angår er de fleste danskere jo temmelig autonome og mener, at man sagtens kan klare ærterne selv, og det derfor kun er et fåtal som hyrer en guide. Andelen af autonome Matterhornbestigere må dog forventes at stige yderligere i år, idet Bergführerverein Zermatt har besluttet at teste kommende kunder på en prøvetur, for at erfare om disse nu også er habile nok til at gå med "aufs Horu". Med mindre man på anden måde kan bevise at man er kompetent nok til at bestige Matterhorn må man derfor først lade sig indskrive på en testtur på Rimpfischhorn, Pollux eller et tilsvarende bjerg inden man får lov til at komme med på det matte Horn. Formålet med denne testtur er ifølge Andreas Perren fra Alpincentret i Zermatt, at man ønsker at højne kvaliteten af bestigningerne, at Matterhorn mere skal være et bjerg for alpinister end for turister. Selv om meningen nok er meget god er der dog også et økonomisk incitament med denne beslutning, idet prøveturen selvfølgelig også skal betales, og derved kommer prisen for en Matterhornbestigning med guide op på 1000 schweizerfrancs - plus expenses. For de fleste danske bjergbestigere vil det dog ikke betyde så meget, da de fleste alligevel vil gå uden guide, men når der bliver stillet større krav til turisterne, samtidig med at der nok vil være færre der tager en guide på grund af prisen, vil det umiddelbart betyde at der kommer færre ukyndige på bjerget. På den anden side er der jo også mange der blot vil bestige Hornet og er ligeglade med evt. andre 'bonustoppe', og hvis de nu skal betale næsten dobbelt så meget for en guide kunne de være de i stedet vil overveje at droppe guiden og selv prøve sig på bjerget - og så er vi jo lige vidt.
|
|