|
|
Rollerball revisited
|
Mandag, 05.05.03
|
I weekenden fik jeg lejlighed til at se en af de gode gamle science-fiction film, nemlig Rollerball, som turnerede de danske biografer for henved tredive år siden. Selv fik jeg ikke lov at se filmen dengang under påskud af at den var for voldelig, men set med nutidens briller er det så som så med volden; der er i hvert fald mere blod i en standard tv-avis end der er i Rollerball. Handlingen er ganske simpel og foregår i et fremtidssamfund hvor nationsbegrebet er opløst, og hvor verden i stedet styres af en række store multinationale (hvis man kan bruge det begreb i en verden uden nationer) firmaer. Krige findes ikke mere, i stedet har man Rollerball, hvor de forskellige firmaer lader deres private sportshold dyste mod hinanden i dette specielle game, hvor to hold rulleskøjteløbere assisteret af motorcykler kæmper mod hinanden for at kaste en stålkugle i mål. Hvad jeg dog altid finder interessant ved sådanne ældre fremtidsfilm er, hvorledes datidens film afspejler nutidens virkelighed. Okay, vi har stadig både nationer og krige, og vi har da også stadig 'landshold' i de fleste idrætsgrene. I dag er der dog mindst lige så stor opmærksomhed om de gamle klubhold. I 70'erne kunne man være nogenlunde sikker på at en fodboldspiller fra Frem kom fra Valbyegnen, men hvor mange af nutidens professionelle fodboldspillere kommer fra den by holdet repræsenterer? Er de store fodboldhold ikke nærmere et multinationalt firma hvor det mere drejer sig om at købe og sælge de rigtige spillere? En anden parallel kan også trækkes med nutidens gameshows som 'Gladiatorerne', hvor det dog ikke er de store firmaers hold der kæmper mod hinanden; i stedet er det privatpersoner som kæmper mod de store firmaers (tv-stationers) eget professionelle sportshold af gladiatorer. Jeg føler mig overbevist om, at den dag en tv-station relancerer Rollerball, med to hold sammensat af frivillige konkurrencedeltagere, da vil det blive en kæmpe kassesucces. Ideen er hermed givet videre, konceptet ligger klart!
|
|