Efter nogle ugers pause her på bloggen er det nu på tide at starte op igen. Pausen skyldes at jeg lige har brugt nogen tid på noget af det væsentlige her i livet, nemlig at tage ud for at bestige bjerge, og af alle steder havde jeg denne gang valgt Iran som mål. Bjergmæssigt blev det dog et lidt begrænset udbytte; jeg fik ganske vist besteget det 3965 meter høje bjerg Tochal umiddelbart nord for Teheran, men da det skulle gå løs på Damavand, Irans højeste bjerg, måtte vi desværre melde pas, da vi blev tvunget til at bruge vores topdag på at ligge over i den øverste hytte på grund af stormvejr og snefygning. Vi måtte derfor stige ned igen med uforrettet sag. Men kan man ikke bestige bjerge, er der så meget andet man kan i Iran, og den sidste del af ferien brugte vi i Esfahan, sammen med nogle hundredetusinde lokale, der udnyttede tre religiøse helligdage til at holde ferie her. Dette var en eminent mulighed for at møde lokalbefolkningen, og jeg må sige at jeg sjældent har mødt et så venligt og imødekommende folkefærd som iranerne. Nærmest som ville de gendrive den ofte og uretfærdigt fremsatte påstand om, at Iran er en slyngelstat, befolket af fundamentalistiske terrorister. Derimod var dem vi mødte utroligt videbegærlige efter, hvordan den vestlige verdens syn på iranske forhold var, idet de informationer der offentliggøres i Iran ikke altid tegner den fulde sandhed. Men på samme måde må jeg erkende, at vi i Danmark også er ofre for den samme selektive nyhedsformidling, idet vi kun sjældent hører noget om Iran, og da kun når det er med negative undertoner. Som eksempelvis dækningen af de demonstrationer mod præstestyret der i øjeblikket finder sted i Iran. Der er en udvikling i gang i Iran, en udvikling der er uafvendelig, og som ikke har behov for nogen utidig amerikansk indblanding. Iran kan selv.