Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 7. okt. 2003
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Da mennesket havde hår Tirsdag, 07.10.03

Det er et spørgsmål der ofte bliver stillet: Hvorfor mennesket har hår. Men det modsatte spørgsmål er måske mere relevant: Hvorfor mennesket ikke har hår, når nu vore fjerne fætre blandt menneskeaberne jo har en ganske veludviklet pels. Faktisk er den manglende hårvækst en af de større fysiske forskelle mellem os og de øvrige menneskeaber. Det har populært sagt været gængs latin at kæde det at vi mennesker mistede hårpragten sammen med at vi begyndte at bære tøj i stedet. Men to uafhængige forskningsresultater viser nu at mennesket mistede pelsen for over en million år siden - og at vi har været nøgne, uden pels eller tøj, i langt det meste af denne tid. De to engelske forskere, dr. Mark Pagel fra University of Reading og dr. Walter Bodmer fra John Radcliffe Hospital i Oxford, har udviklet en teori om, at mennesket mistede kropsbehåringen for at slippe fri for parasitter, blodsugende lus og småinsekter, der nemt kunne gemme sig i pelsen. Ved at gøre sig fri for disse parasitter og de sygdomme de medførte, kunne man sende et signal om, at man havde en sund krop, uden utøj. Herefter ville den naturlige udvælgelse tage sig af resten. Dette skulle have fundet sted for ca. 1,2 millioner år siden, og tidspunktet har kunnet fastslås på baggrund af udviklingen i det gen, der bestemmer hudfarven. Når først kroppen mistede den solbeskyttelse der lå i en kraftig kropsbehåring var det nødvendigt at have en mørk hudfarve, for ad denne alternative vej at kunne beskytte sig mod solens stråler. Og først langt senere, da mennesket havde opfundet den beklædning der gjorde det muligt at bebo koldere egne, er betydningen af dette gen blevet svækket, således at vi i dag har en bred palet af hudfarver. Men i disse ozonhuls-tider er vi da heldigvis stadig et par stykker som bevarer og sætter pris på en kraftig kropsbehåring, der i dag som for to millioner år siden stadig er en udmærket beskyttelse mod en kraftig solpåvirkning.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.