Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 16. okt. 2003
 
Foregående    Index    Dette tema 

  UIAA generalforsamling i Berchtesgaden Torsdag, 16.10.03

I den forløbne weekend fandt den årlige UIAA generalforsamling sted, og denne gang var mødeaktiviteterne henlagt til den berømte sydtyske by Berchtesgaden i nærheden af Salzburg. Efter at jeg ikke havde deltaget i generalforsamlingen sidste år på grund af rejseomkostningerne ved at sende to deltagere til sidste års møde i Arizona, var det mig nu atter muligt at deltage sammen med Dansk Bjergklubs afgående formand Jan Bønding som de danske repræsentanter. Som det plejer at være, nøjedes man ikke blot med at afholde generalforsamlingen, men der var også plenarforsamlinger for ICC (International Council for Competition Climbing) og ISMC (International Council for Ski Mountaineering Competitions). Både plenarforsamlingerne og generalforsamlingen har en vigtig funktion i at offentliggøre de resultater som de forskellige udvalg har opnået i løbet af det forgangne år, og jeg agter i de kommende dage at bringe nogle af hovedtrækkene fra de enkelte møder og rapporter her i min klumme, da der efter min opfattelse var flere nyheder som godt kunne have interesse for et større forum end blot de UIAA-delegerede. Et af de mest omdiskuterede emner på UIAAs generalforsamling var den mildest talt sørgelige økonomi som organisationen havde fået i løbet af det sidste par år. For to år siden var der under stor festivitas blevet søsat en strategisk plan for fremtiden, se også min tidligere klumme herom. Der skulle ansættes en Development and Sports Director, hvis opgave det var at skaffe sponsorer og andre nye indtægtskilder til UIAA og derigennem også finansiere sin egen løn. Imidlertid er det ikke gået som planlagt, dvs. udgifterne har man haft, mens det har knebet gevaldigt med at finde indtægterne. Så efter to år må Roger Payne trække sig fra stillingen som Development and Sports Director og bliver i stedet tilknyttet ad hoc som konsulent. For at rette op på den problematiske økonomi besluttede generalforsamlingen at nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg med DAV's magtfulde formand Josef Klenner i spidsen, og det skal blive spændende at høre hvad arbejdsgruppen kommer frem til i 2004.
http://www.theuiaa.org

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.