Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 28. okt. 2003
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kulderekord i Sydsverige Tirsdag, 28.10.03

I den forgangne weekend var jeg som så mange gange før atter en gang på vandretur i det sydsvenske. Alligevel var det noget anderledes denne gang, idet jeg ikke blot var på tomandshold, men rent faktisk var vi hele seks mand af sted på tur. Der var nemlig tale om den anden weekendsamling for den gruppe jeg tager til Afrika med i midten af december for at søge det store eventyr på Abadares tågede bjergskråninger - og så lige tage Kilimanjaro med nu vi er der. Inden man som gruppe kan lave noget større finder jeg det dog nødvendigt at man laver et antal weekendture sammen for at lære hinanden at kende, og vi havde allerede holdt den første weekendsamling på Midtsjælland i september, hvilket jeg har omtalt i en tidligere klumme. I løbet af weekenden vandrede vi ad Skåneleden fra Lärkesholm til Koarp, med første overnatning ved den idylliske Lärkesholmssjön og med anden overnatning uventet tidligt ved Bjärabygget, idet vindskyddet var flyttet fem km fra Björnamossa. I stedet brugte vi eftermiddagen til at skabe bund for et grillbål i verdensklasse, og da det gik allerhedest til var det så den solide jernindfatning stod rødglødende og tagpappet begyndte at smelte. En passende fortræning til Afrika skulle man mene, men vi kom fra ilden til asken i løbet af den stjerneklare nat hvor temperaturen faldt til 13 minusgrader - det koldeste der nogensinde var blevet målt i Sydsverige i oktober måned. En kold nat, ja, men også en flot morgen da vi næste dag vandrede gennem den rimknasende Store Ömosse med følelsen af at den kolde nat havde bragt os lidt nærmere sammen.

På vej gennem Store Ömosse

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.