|
|
Rapport fra UIAA Medical Commission
|
Fredag, 31.10.03
|
Medical Commission (MedCom) har det som sin fornemste opgave at udbrede kendskabet til bjergmedicin blandt læger og bjergbestigere i alle egne af verden. Til dette formål er der oprettet 11 nationale uddannelsescentre, der tilbyder disse læger og bjergbestigere uddannelse i de vigtige aspekter af bjergmedicin, såsom højdesyge og højderelaterede problemer, kulde og exposure samt sportsmedicin. Siden 1989 er omkring 4.500 læger blevet uddannet på dette felt, parat til at give deres viden videre. MedCom er med 39 medlemmer og 12 korresponderende medlemmer den største af UIAAs mange kommissioner, og Danmark har ved Henrik Jessen Hansen et fast medlem i denne kommission. Henrik Jessen står blandt andet også for uddannelsen i bjergmedicin i Danmark, og afholder hvert år kursus i bjergmedicin i Dansk Bjergklub. Ud over at videregive erfaringer er MedCom også aktiv for at indsamle informationer og derigennem konstant udvide sit erfaringsgrundlag med henblik på at optimere den tilgængelige viden. MedCom har her i september afholdt sin årlige generalforsamling i København, i hvilken anledning der blev afholdt en foredragsrække om de nyeste landvindinger indenfor bjergmedicin, hvortil der var et pænt fremmøde af Dansk Bjergklubs medlemmer. På generalforsamlingen blev nepaleseren Buddha Basnyat også valgt som formand for kommissionen i de kommende fire år; Buddha afløser den afgående formand Bruno Durrer.
UIAA Medical Commission (link ikke længere aktivt)
|
|