|
|
Rapport fra UIAA Expeditions Commission
|
Torsdag, 06.11.03
|
UIAAs Expedition Commission (ExCom) har det som sin primære opgave at gøre det muligt at foretage ekspeditioner i de store bjergkæder, primært Himalaya, med et minimum af formaliteter, under hensyntagen til de forskellige autonome staters behov for sikkerhed og økonomiske interesser. Flere områder har været lukkede på grund af forskellige stridigheder, men både i Nepal og langs den pakistansk/indiske grænse er der dog tegn på nedtrapning af konflikterne. En stor del af aktiviteterne i Himalaya i år har udspillet sig i Nepal, hvor der i anledning af 50-året for den første bestigning af Mount Everest blev foretaget et rekordantal af 35 ekspeditioner, og det blot fra sydsiden. Basecampen havde en udstrækning af en kilometer langs morænen, og på et tidspunkt var ikke færre end 850 personer i lejren, eller det samme antal som der er indbyggere i Namche Bazaar! Det rekordstore antal ekspeditioner medførte dog ikke et tilsvarende stort antal bestigere på grund af dårligt vejr. I anledning af jubilæet blev der indført en lavere peak fee for de lavere bjerge, og der blev endvidere givet tilladelse til en række nye og til dels ubestegne bjerge, hvoraf flere ekspeditioner allerede har forsøgt sig i år. Tibet havde ligeledes et usædvanligt højt antal ekspeditioner der gik efter Everest, og på nordsiden var hele 34 ekspeditioner på færde, hvoraf 107 bestigere nåede toppen. Der er i øvrigt en tendens til at østlige Tibet og vestlige Kina nyder stigende popularitet, især for japanske ekspeditioner. I Indien er der ingen ændringer i hverken peak fee eller regler i forhold til sidste år. Godt nyt er der fra Pakistan, hvor man nu giver afkald på peak fee for alle bjerge under 6500 meter, ligesom en LO ikke længere vil være påkrævet for disse bjerge. Pakistan har i øvrigt ikke planer om at hæve peak fee for de øvrige bjerge, idet der for tiden ses en stigning i antallet af ekspeditioner. Der er ikke modtaget noget rapporter om status i de ex-sovjettiske republikker, og der er ikke rapporteret nogen vanskeligheder i de øvrige bjergegne.
UIAA Expeditions Commission (link ikke længere aktivt)
|
|