Jeg forlader lige UIAA ExCom for en stund, men holder mig dog alligevel til emnet Ekspeditioner, idet det 7129 meter høje bjerg Baruntse i Nepal nu endelig har fået sin første danske bestigning. Og hvad skal jeg så mene om det? Det er jo med blandede følelser jeg modtager denne nyhed, idet jeg selv talrige gange har haft planer om at bestige dette bjerg. I 1989-90 havde jeg tre tilløb til at stable en ekspedition på benene og betalte ekspeditionstilladelsen af egen lomme for derved at have muligheden åben for at kunne komme af sted. Men forgæves, idet de potentielle deltagere ikke var seriøse nok og sprang fra så snart det blev alvor. Jeg kom dog til Nepal i 1990, og da jeg ikke kunne bestige Baruntse kunne jeg i det mindste lave den første danske bestigning af Mera Central. Jeg lod mig dog ikke slå ud, og forsøgte igen i 2002 at stable en ny ekspedition på benene. Ligesom i 1989-90 var ideen at være en kerne på tre-fire erfarne bjergfolk og samtidig invitere et tilsvarende antal upcomings med, således at der derved kunne blive muligheder for disse at prøve sig selv af på et mellemstort bjerg. Imidlertid gentog historien sig, de potentielle deltagere sprang fra og ekspeditionen måtte aflyses, omend jeg denne gang gjorde det inden der for alvor kom penge på bordet. Og nu er der så to af klubbens medlemmer, Rasmus Brynskov og Lone Mikkelsen, der har besteget toppen uden at bekymre sig om at sammensætte en stor ekspedition. Ganske vist ikke efter min foretrukne plan, at tage ud og lave en stribe bjerge af forskellig højde, med Baruntse med kronen på værket, men nu hvor flødeskummet er slikket af lagkagen er den plan ikke så attraktiv mere. Spørgsmålet er så: Gjorde jeg det forkerte ved at satse på en større gruppe og tilbyde yngre bjergbestigere et lift på vej mod højden? Skulle jeg ikke blot have droppet de store planer, mine tilbud til anden side, og i stedet selv sørge for at jeg fik besteget et højt bjerg, i stedet for at spilde min tid med useriøse wannabe bjergbestigere? At Baruntse nu er besteget kan meget vel medføre at jeg fremover vil bruge en anden strategi når det gælder de store bjerge. Men i al denne tristesse må jeg alligevel ønske Rasmus og Lone tillykke med bestigningen - de ved vel knap nok hvilket fantastisk bjerg de netop har besteget.