|
|
Store tælledag
|
Lørdag, 15.11.03
|
Hvert år den anden torsdag i november måned foretager DSB en optælling af sine passagerer på alle strækninger øst for Storebælt, og det var således i forgårs at den årlige tælling fandt sted. Det er dog endnu for tidligt at sige noget om, i hvilken retning trafikstrømmen bevæger sig, men meningsmålinger har gennem det seneste års tid tegnet et billede at en generel tilbagegang for den offentlige trafik. Årsagerne til dette er mange. På jernbanen er der problemer med manglende vedligeholdelse af skinner og signalanlæg, på Metroen er der ofte aflyste tog eller tekniske problemer, og busserne kan knap komme frem gennem den stigende trafik, der forkalker vejnettet. At den samme forkalkning i lige så højt omfang sinker bilerne har åbenbart ikke så stor virkning, selv om man skulle mene det mere behageligt at kunne læse sin avis i et forsinket tog, end at stresse over at man alligevel ikke bestemmer noget som helst, selv om man sidder i sin egen bil. Som sagt er der endnu ikke kommet tal frem om, hvor mange passagerer der er blevet registreret i torsdags, men i mellemtiden kan vi da kigge lidt på tallene fra sidste år. Som lettere lokalpatriotisk Østerbroer kan jeg der overraskende konstatere at min egen lokale station Svanemøllen faktisk er den 11. mest benyttede af alle de 78 stationer der er på S-banenettet. Passagertallene på de 15 mest benyttede stationer på S-banen var på tælledagen i 2002 således de følgende:
48.963 København H
47.850 Nørreport
28.298 Vesterport
23.215 Lyngby
22.128 Valby
20.795 Østerport
17.361 Hillerød
16.328 Glostrup
14.276 Ballerup
13.157 Nordhavn
12.829 Svanemøllen
12.610 Hellerup
11.978 Ishøj
10.864 Albertslund
9.521 Vanløse
|
http://www.dsb.dk/stog
|
|