Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 10. feb. 2004
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Post til døren eller hvad? Tirsdag, 10.02.04

Så har de gjort det igen. Min yndlingsskydeskive Post Danmark har atter en gang barslet med et forslag til at reducere servicen over for kunderne - de mange kunder som, monopol eller ej, er tvunget til at benytte Post Danmark til sin postbefordring. Hvis det står til postdirektøren skal det snart være slut med at få posten leveret til døren i etagebyggeri. Ganske vist er det kun en service som gælder de (rigtig mange) der bor i det ældre byggeri, idet de ejendomme der er opført den sidste halvanden snes år eller så, allerede er udrustet med postkasseanlæg i stueetagen. Det er denne begrænsning af servicen man nu ønsker udbredt til samtlige etageejendomme. Jeg skal dog her straks sige at dette forslag ikke vil få den store betydning for mig selv, idet jeg selv bor i stueetagen og alligevel skal foran døren for at hente mine morgenaviser. Det er mere argumenteringen for, hvorfor Post Danmark vil standse med denne service: det sker af hensyn til postbudenes arbejdsmiljø, idet det i længden er nedslidende at skulle forcere de mange trapper med tunge brevbunker. Men hvor er det nu lige vi har de tunge brevbunker? Da jeg i sin tid selv gik med post var det ganske normalt at totrediedele af posten ikke var post, men i stedet reklamer, og når jeg ser på de dynger mit lokale postbud bringer ud er der intet der tyder på at reklamemængden er faldende, snarere tværtimod. For få uger siden kunne postdirektør Helge Israelsen med glæde meddele at man nu havde 'vundet' omdelingen af reklamerne for en række store supermarkedskæder. Hvor var hensynet til postbudene på det tidspunkt? Det kan da meget vel tænkes at man ønsker at indskrænke udbringningen af hensyn til postbudenes ben, men så tag da og meldt rent ud og sig, at man ikke længere kan slæbe posten op på 5. sal fordi de mange reklamer er alt for nedslidende. Og i øvrigt tror jeg ikke på at postbudet får mindre at slæbe på når han ikke længere skal op i trapperne, for hvad skal den indsparede tid ellers bruges på?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.