I morgen er der parlamentsvalg i Iran, og det er en begivenhed, der er blevet fulgt med stigende interesse fra medierne herhjemme. Især efter at det religiøst styrede Vogternes Råd forbød næsten halvdelen af kandidaterne i at stille op til valget. Der var ellers lagt op til en gradvis reform af styret i landet for fire år siden, da reformvenlige partier løb med omkring totrediedele af stemmerne. Men det reformvenlige parlament havde ikke magt som det havde agt, og politikerne måtte se den ene lovbeslutning efter den anden blive standset i Vogternes Råd, der som et art Overhus har ret til at forkaste alle love hvis de er u-islamiske eller strider mod forfatningen. De mange reformforsøg har åbenbart været en torn i øjet på magthaverne, men fra næste uge slipper Vogternes Råd for disse mange stikpiller. Det er ganske vist et frit falg, der afholdes i Iran i morgen, men i mange valgkredse er der kun konservative kandidater at stemme på, og det må forventes at valgdeltagelsen vil blive lav. For hvis der ikke er nogen at stemme på, hvorfor skulle man så overhovedet stemme? Jeg vil dog tvivle på at udviklingen hen imod et moderne samfund kan standses. Som Anders Jerichow ridsede op ved gårsdagens debatmøde i Politikens Hus skal man ikke betragte det iranske parlament som et vestligt parlament hvor alle politiske overbevisninger er tilladt. At være et parti i det iranske parlament kræver, at man indordner sig under de retningslinier som det islamiske præstestyre udstikker. Idet der er mange der ikke vil anerkende den øverste religiøse leder og Vogternes Råd uindskrænkede magt betyder det også, at mange politiske synspunkter ikke er repræsenteret i parlamentet. Hvor mange der på denne måde holder sig udenfor det politiske system er ukendt, men man kan frygte at deres tal vil stige kraftigt efter morgendagens valg. Disse afvigere kan med tiden blive en uberegnelig kraft i Irans fremtidige udvikling, og man kan med lidt bange anelser frygte for fremtiden. Reformprocessen i Iran er sat i gang og vil ikke kunne standses, uanset hvad præstestyret måtte mene herom.