Vi gider ikke høre mere vrøvl! Dette er efterhånden min standardreaktion når jeg hører de daglige rapporter om de skærmydsler der udspiller sig mellem Israel og Palæstina. Den ene dag har den ene part sprængt en bombe i det andet land, den næste dag har den anden part skudt en af førstepartens indbyggere ned som hævn for gårsdagens bombesprængning, den tredie dag bliver der atter sprængt en bombe hos andenparten, som hævn for gårsdagens nedskydning, og sådan fortsætter det. Dag efter dag. Hold så op! Det er jo helt tydeligt at ingen af parterne ønsker fred, med mindre denne 'fred' forstås som den definitive udslettelse af den anden part. Hvis de absolut vil strides, så lad dem dog, men hvorfor skal vi belemres med disse daglige rapporter om to naboer der ikke ønsker fred? Jeg forstår det ikke, men der må åbenbart være penge i at sprede budskabet om vold, død og ødelæggelse. Hvilket bringer mig frem til mine tanker om terrorangrebet mod fire regionaltog i Madrid for en uges tid siden. Dette angreb blev foretaget for at destabilisere et vestligt demokrati, på samme måde som de daglige bombekampagner i Irak forsøger at hindre udbredelsen af et demokrati efter vestligt forbillede. Formålet er også at sprede skræk i befolkningen og derved skabe mistillid til dem der styrer landet. Det må dog være klart at nok så mange bombeangreb i sig selv ikke kan sprede nogen skræk, det er først i det øjeblik nyhederne spredes over hele landet, hele kloden, at det går galt. Denne forudsætning er dog den letteste sag i verden at opfylde, idet nyhedsbureauerne står på nakken af hinanden for at bringe historier og billeder videre til den videbegærlige befolkning. Men hvad nu hvis nyheden ikke blev spredt, hvis ingen medier rapporterede denne og tilsvarende nyheder videre? Hvad idé ville der være ved at sprænge bomber hvis ingen bekymrede sig om det? Jeg er måske naiv, men mon ikke disse tilfældige angreb på uskyldige mennesker ville ophøre hvis ingen tog notits heraf? Som det er nu får terroristerne i stedet al den mediedækning de måtte ønske sig - og våbenfabrikanterne gnider sig i hænderne af fryd. Men som man sagde i sin tid: Tænk hvis der var krig, og ingen gad gå derhen?