Jeg skrev for små tre uger siden her i min klumme om massemedierne, der går terroristernes ærinde ved at sørge for at deres skændige handlinger bliver udbasuneret til den store omverden. At jeg ikke er den eneste der har det synspunkt har jeg erfaret gennem en artikel i Berlingske i torsdags. Her skriver den britiske terrorforsker Bill Durodie om, at nutidens frygt for terror er ude af proportion med den reelle trussel. En af de væsentlige grunde til denne frygt er, at Vestens politikere dyrker angsten af mangel på et politisk budskab, for derved selv at kunne fremstå som den Supermand der kan redde samfundet. Som et eksempel nævner Bill Durodie London under Blitzen i 2. verdenskrig, hvor de gæve briter efter nattens bombardement blot stod op og gik gennem byens ruiner for at gå på arbejde. I dag ville byen sandsynligvis gå i stå hvis blot der blev sprængt to bomber i Londons Underground. Selvfølgelig er det tragisk hvis der bliver sprængt en bombe eller to i London, men sammenlignet med de mange andre risici vi omgives af til daglig tillægger politikerne terroristerne en al for stor betydning. En af årsagerne til dette er, stadig ifølge Bill Durodie, at der i Vesten er blevet opbygget en kultur af passivitet, en kultur hvor vi dyrker offeret. Tidligere fejrede man helte for, hvad de havde opnået og udrettet i deres liv. Nu bliver folk berømtheder på grund af ting, der er sket for dem. Jeg kan så tilføje, at i dag behøver der ikke engang ske noget for folk for at de bliver berømte. De kan blot være kendte fordi de er kendte, hvilket de mange såkaldte realityshows vidner om. Men hvordan er det mon gået til at politikerne og terroristerne i den grad har haft mulighed for at sætte sig på dagsordenen? Det har jeg selv en teori om, og den vil jeg vende tilbage til i min næste klumme.
http://www.berlingske.dk