Jeg lovede i min foregående klumme at ville vende tilbage til problematikken om, hvordan det med mediernes og politikernes hjælp er lykkedes terroristerne at sætte en frygtens dagsorden på verdensplan. For hvor englænderne under Londonblitzen for 60 år siden blot fortsatte dagens arbejde, kan samfundet i dag blive lammet af et par terrorbomber. Man undres lidt over, hvordan der kan være sket et sådant skred i samfundets værdinormer. Se, til dette har jeg min helt egen teori. De folk der gik på arbejde der i starten af 1940'erne var jo født i begyndelsen af det 20. århundrede, på et tidspunkt hvor store dele af Vesten stadig var et landbrugssamfund. Arbejdet i marken var hårdt, men man var vant til at klare sig selv, og man skulle nok selv klare ærterne. Med opbygningen af industrisamfundet er man gradvist blevet mere afhængig af hinanden, og ansvaret for at tingene fungerer er i stigende grad blevet lagt ud til andre. Tidligere var det måske arbejdsgiveren eller det lokale busselskab, mens det i dag ofte er større anonyme foretagender som kommunen eller statsbanerne. "Det er samfundets skyld" er et udsagn vi i dag hører alt for ofte. Vi har umyndiggjort os selv og overladt det til samfundet at sørge for alt - inklusive den personlige beskyttelse. Det er et enormt ansvar at lægge på politikerne, så egentlig kan man vel ikke fortænke dem i at gøre som de gør. Men det er utopisk at leve et liv uden risici, og spørgsmålet er, om ikke det er temmelig usundt at leve, sådan pakket ind i vat. Hvor meget kriminalitet bliver der ikke begået, blot for at få lidt spænding i tilværelsen? Vi er nødt til at få spændingen, livet, tilbage i tilværelsen, en spænding man har indsigt i, en spænding man kan kontrollere. Mit liv i bjergene med masser af kontrollerbare risikofaktorer (samt et par enkelte der ikke så let lader sig kontrollere...) har nok hjulpet mig til at sætte terrorens nålestik ind i de rette proportioner. Men jeg skal ikke i denne omgang præke om bjergbestigningens lyksaligheder, men blot ønske at folk får øjnene op for, at der findes vigtigere ting i livet end at bekymre sig om terrorisme. Den dag hvor Vestens befolkning er klar til at tage ansvaret for deres eget liv, og ikke blot handle i panisk angst, den dag hvor politikerne får frihed til at sætte en positiv dagsorden, først den dag kan nådesstødet rettes mod den internationale terrorisme.