|
|
Høje forventninger til Linux
|
Fredag, 16.04.04
|
Det alternative styresystem Linux fortsætter stille og roligt sit undergravende arbejde med at slå sig op som et reelt alternativ til Microsofts styresystemer. Linux har de senere år fået en ganske stor udbredelse på servere og computersystemer, der ikke umiddelbart benyttes af slutbrugeren, hvorimod det har været ret begrænset hvor mange private der har lukket den lille godmodige pingvin ind på deres hjemlige skriveborde. For de fleste brugere er Linux stadig for besværligt at bruge. For tiden kører Politiken en serie, hvor man følger en almindelig computerbruger i hans forsøg og erfaringer med at bruge Linux. Det virker, ja, men det er ikke altid lige så nemt som Microsoft. Til gengæld er det meget, meget billigere, og det er her Linux har sin force. I de kommende år må vi forvente en eksplosion i forbruget af IT-udstyr i især de asiatiske lande, og med de mængder der vil være tale om vil det for mange virksomheder simpelt hen være for dyrt at bruge Microsoft systemer. Her kan alternativet Linux være ganske interessant. For nylig har Japan, Kina og Sydkorea underskrevet en gensidig aftale om at videreudvikle og tilpasse Linux til asiatiske forhold, hvilket blandt andet vil ske ved at støtte erhvervslivet og forskere med at udvikle Linux. Men også her i Europa er der tiltag på vej. IT-giganten Novell, som i januar købte verdens næststørste Linux-distributør SuSE, ser et stort kommende marked i Linux. I det øjeblik Linux bliver mere udbredt vil der opstå et stort behov for at køre forskellige specialprogrammer på Linux, og her er Novell ved at køre sin store konsulentvirksomhed i stilling. Det er jo indlysende, at fremtidens professionelle Linux-køber ikke blot vil have et styresystem, men også en integration med virksomhedens øvrige programmer - og er denne integration først på plads kan Linux for alvor sprede sig på brugernes skærme. Med et forventeligt spin-off på privates efterspørgsel af Linux. For når først Linux bliver kendt fra arbejdspladsen er der med garanti mange der også vil vælge denne billigere løsning i privaten også.
|
|