Politiken kører for tiden en artikelserie, hvor de hver lørdag over en helside præsenterer et af de nuværende EU-lande. Og når vi kommer på den anden side af 1. maj, hvor der er ti nye lande der tilslutter sig EU, fortsætter avisen med en præsentation af disse ti nye lande. I går var det således Grækenland der stod for tur, og et af de mange elementer i portrættet af Grækenland, var et uddrag af digtet Itháka, skrevet af digteren Konstantinos Kavafis, som derved giver sin egen fortolkning af Homers klassiske værk Odysseen. Uddraget kan læses på info-afsnittet her på ViaAlpina, og går i store træk ud på at det ikke det endelige mål for rejsen der er det interessante, men derimod rejsen frem mod målet. Bed til, at rejsen bliver lang. H.C.Andersen var jo også inde om, at det at rejse er at leve, ligesom andre praktiserer filosofien om, at vejen er målet. Og det kunne ikke undgå at få mig til at sammenligne denne filosofi med bjergbestigningen. Ganske vist er det toppen der udgør målet for turen, men det er jo ikke ligegyldigt, hvordan toppen nås. Det gør jo ikke spor at det er en lang og besværlig vej til toppen, hvis bare vejen er spændende. Hvis vejen til toppen ikke betød noget kunne man jo lige så godt tage svævebanen op. Men sådan er det jo ikke, det er ruten der betyder noget. Næsten uanset hvor flot udsigten er fra toppen, så er det jo næsten altid episoder og oplevelser under selve bestigningen man efterfølgende husker, sjældent udsigten fra toppen. Det er derfor sjovt at tænke på, at man allerede for flere tusind år siden havde de samme tanker.