Tidligere har jeg her i min klumme tilladt mig at forholde mig temmelig kritisk til præsident Bush's påståede 'Ondskabens Akse' i hvert fald hvad gælder Iran. Kan hænde at det det ikke er de bedste drenge der beklæder toppladserne i det iranske styre, med de massive knægtelser af demokratiet ved det netop afholdte parlamentsvalg og talrige historier om brud på menneskerettigheder, men man skal endelig ikke lade sig forlede til at tænke tilsvarende negative tanker om det iranske folk, som er et af de venligste og imødekommende jeg har truffet. De iranske storbyer har et meget mere vestligt præg end man umiddelbart forestiller sig, men jeg opfatter det ikke som en særlig pro-vestlig holdning, snarere som en stille protest mod præstestyrets anti-amerikanske slogans. Med USAs militære aktiviteter i Irak in mente var det derfor bevidst at jeg ikke tog mine nyanskaffede Desert Camo bukser med til Iran, selv om det ellers ville være den rette beklædning i disse varme og ørkenagtige egne. Alligevel kom det temmelig meget bag på mig at se, at camo-uniformer af forskellig art var blevet højeste mode i bybilledet, og at der tilsyneladende ikke var nogen der løftede et øje over at en stor del af uniformerne var med amerikansk sløring. Derimod erfarede jeg at de bukser jeg i stedet havde taget med, både de gule og de blå med fiskene, vakte temmelig megen opsigt i Isfahans gader. Løsningen var ganske ligetil: at også jeg måtte købe et par camo-bukser. Jeg skal ærligt indrømme at jeg havde mine betænkeligheder ved at vandre ud i Isfahans gader med mine nykøbte Urban Camo med amerikansk sløring, men overraskende nok var der ikke nogen der tog notits af det, og jeg kunne atter blande mig med mængden. Så meget som man nu som vestlig turist kan skjule sig i mængden.