Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 22. juni 2004
 
Foregående    Index    Dette tema 

  I overmorgen Tirsdag, 22.06.04

For en god måneds tid siden skrev jeg her i min klumme om (ex-)direktør for Institut for Miljøvurdering Bjørn Lomborgs sønderlemmende kritik af den amerikanske katastrofefilm The Day After Tomorrow, at de scenarier filmen opbygger slet ikke er realistiske og kun tjener til at opildne befolkningen til at gå til kamp mod drivhuseffekten. Og det er jo let at kritisere folk, især hvis man ikke har kendskab til det der kritiseres. Da jeg skrev den pågældende klumme havde jeg endnu ikke haft mulighed for at se filmen, men det har jeg nu, og det bekræfter mig i at Bjørn Lomborg skyder ganske over målet. The Day After Tomorrow beskriver en situation hvor klimaet løber løbsk, og i løbet af en uges tid er New York (hvorfor skal det altid gå ud over den by?) dækket af meterhøje snedriver. En ny istid er på vej. Men filmen er en typisk Hollywoodfilm, så man skal blot læne sig tilbage i sofarækken og nyde de mange flotte stunts og computeranimeringer, og slet ikke tænke på de talrige fejl og urealistiske situationer. Såsom hvordan en 30 meter høj flodbølge kan rulle hen over New York uden at lave skade på bygningerne, og i øvrigt kan holdes ude ved blot at lukke døren. Eller hvordan et glastag der ellers kan holde vægten af flere meter sne pludselig brister under vægten af to mænd - men samtidig kan holde til at man banker en isøkse i glasset. Filmen har ikke spor med virkeligheden at gøre, og det må være indlysende for enhver der ser filmen, måske lige på nær Bjørn Lomborg. Omvendt er budskabet reelt nok, at vi kan opleve meget heftigere vejrforhold med katastrofale uvejr som orkaner og oversvømmelser hvis drivhuseffekten får lov at udvikle sig uhæmmet. Bjørn Lomborg mener at det ikke er værd at bruge mindst 150 milliarder dollar om året for at leve op til Kyoto-aftalen, men jeg vil mene at regningen kan blive langt større hvis den manglende opfyldelse af Kyoto-aftalen medfører flere vejrkatastrofer - alene i materialle omkostninger. Og så er der lige den afsluttende pointe, at de u-lande som vi vestlige lande i dag fastholder i armod og fattigdom en dag måske kan blive vores redningsplanke.
         

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.