Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 1. jul. 2004
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En ny kandidat på browserfronten Torsdag, 01.07.04

Her gik man og troede at krigen mellem Microsofts Internet Explorer (IE) og Netscape endeligt var afgjort til Microsofts fordel, i kraft af Microsofts massive markedsføring af IE, mere eller mindre lovligt tilknyttet styresystemet Windows. Med Netscape tværet ud i ringen og norske Opera kun som en anekdote på browsermarkedet skulle man konkludere at det ikke gør så meget at produktet er dårligt hvis blot man har gode sælgere. Det er jo en kendt sag at sikkerheden i Microsofts IE er hullet som en si og kun fungerer sikkerhedsmæssigt forsvarligt hvis den bliver patchet op så den ligner en egyptisk mumie. Der er ingen der kan slå IE af banen, eller hvad? Gratisavisen Urban skrev her forleden om en ny konkurrent på markedet, nemlig Firefox browseren fra det velestimerede firma Mozilla. Ifølge Urban er der ikke den store forskel på Firefox og IE ved første øjekast, men Firefox har nogle ganske praktiske features som jeg tror man meget hurtigt vil savne hvis først man har vænnet sig til dem. Eksempelvis kan man have en række forskellige browservinduer åbne som faneblade i det samme vindue, i stedet for at skulle åbne en ny browser med hvert sit vindue hvis man vil have flere websider vist samtidig, en funktion der gør det meget hurtigere at bladre mellem de forskellige websider. En anden god funktion er en slags pop-up manager, som kan standse de mange irriterende pop-up (reklamer) man støder på overalt på det såkaldte Internet. Dette er selvfølgelig ikke noget nyt, men med Firefox kan man bestemme hvornår der gerne må være pop-up og hvornår man vil være fri, idet man i manageren blot kan angive hvilke websider man vil tillade pop-ups, så kommer de kun frem på de sider hvor man har brug for dem. Så Firefox er måske nok en browser man skal holde øje med, også fordi Firefox er gået i samarbejde med Nokia om at udvikle en lettere version til brug i fremtidens mobiltelefoner.
http://www.mozilla.org

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.