I mellemtiden er årets største idrætsbegivenhed, de olympiske lege, gået i gang i Athen, og selv om jeg ikke har mulighed for at følge aktiviteterne på tv er der en udmærket dækning over radioen. Og sjældent har jeg oplevet en så medrivende reportage som den vi fik denne morgen fra det græske rostadion, hvor den danske letvægtsfirer skulle dyste i finalen om det olympiske guld. For selv om der i bagklogskabens lys ikke burde være den store tvivl om resultatet var det en meget spændende sejlads. Det danske firkløver bestående af Eskild Ebbesen, Thomas Ebert, Stephan Mølvig og Thor Kristensen lagde sig i spidsen fra start, og det virkede nærmest som en formssag at ro guldet hjem. Men halvvejs ude på den 2000 meter lange bane begyndte deres værste konkurrenter i det italienske team at rykke ind på dem, og med kun 500 meter tilbage kunne man alvorligt blive nervøs for om danskerne kunne holde hjem. Men det kunne de. Selvfølgelig kunne de! For pludselig tog fanden ved dem og lagde i med en spurt der fuldstændig agterudsejlede italienerne, der gik helt ned og kun lige med nød og næppe klarede hjem til bronzen. Men da var det danske mandskab forlængst strøget over mållinien med magelige næsten halvandet sekund ned til australierne der fik sølv. En fantastisk præstation, der endnu en gang bekræfter den danske båds tilnavn Guldfireren. Eskild Ebbesen, eneste mand der har været med siden de gyldne dage startede ved OL i Atlanta i 1996, udtalte bagefter til Politiken, at "Vores taktik var at hellere dø i front end ikke at have været der". Det synes jeg faktisk er et ganske rammende udsagn, og faktisk noget man kan bruge i mange andre sammenhænge. Det nytter jo ikke noget blot at sidde og lurepasse - hvis man virkelig vil noget med det man har gang i må man være fremme hvor tingene sker, og der søge at ændre det til sin fordel. Med en sådan taktik kan Eskild & Co. være et forbillede for mange, ikke blot i sportens verden.