Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 29. august 2004
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Er bilen nu også nødvendig? Søndag, 29.08.04

Det er i løbet af de senere år blevet gradvist vanskeligere at finde plads til sin bil i København. Ikke så meget fordi der er blevet færre parkeringspladser, men mere fordi den stigende velstand har gjort det muligt for et større antal mennesker at anskaffe sig en bil. Den danske bilpark har aldrig været så stor som den er i dag, og det kræver mere plads. Men hvem er det nu lige der skal sørge for at der er plads til de mange biler? De fleste vælger tilsyneladende at fralægge sig et medansvar og i stedet sige at det er en samfundsopgave. Men er det nu også samfundets opgave at skaffe plads til de goder, som privatpersoner ikke kan have på deres egen parcel? Hvis jeg anskaffede mig en syvpersoners sofagruppe som jeg ikke havde plads til i lejligheden er det da mit eget problem at skaffe plads til herlighederne. Så hvorfor skulle det være anderledes med en bil? Som man nok kan regne ud er jeg ikke selv bilejer, men hvis jeg stod i den situation ville jeg da nok sikre mig at jeg havde plads til den inden jeg anskaffede den. Og råd til den. Og behov for den! For når man bor i brokvarteret i København er det begrænset hvor meget man har brug for en bil, da udvalget af offentlige transportmidler er ganske betragteligt. Det kan så være jeg bruger ti minutter mere på at komme på arbejde (jeg tvivler!), til gengæld behøver jeg så ikke arbejde den første halve time gratis for at have råd til en bil. Generelt finder jeg mange er for ukritiske overfor det at have en bil. Som en borger fra Indre by som i dagens avis klager over, at de ikke kan køre ungen i vuggestue og også nå på arbejde og hjem igen til tiden uden bil. Helt ærligt, hvad med at bruge cyklen til vuggestuen i stedet? Har man blot én gang forsøgt at køre i bil gennem Indre by i myldretiden ved man at det som oftest er hurtigere at gå. Og fra skribentens bopæl tager det altså kun fem minutter at gå til Nørreport, et af Københavns absolut største trafikknudepunkter. Så for mig at se er det problem blot selvopfundet, en værre gang klynk!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.