Jeg har egentlig altid haft en vis interesse for den græske kultur, og ikke blot den græske, men også de andre kulturer der udspillede sig i den østlige del af Middelhavet for nogle tusinde år siden. Odysseen står hjemme på min hylde (og har siden 2000 indrammet disse klummer her på ViaAlpina), og i år er Iliaden blevet filmatiseret med premiere i Danmark her i forsommeren. Heldigvis var filmen ikke taget af plakaten da jeg kom hjem fra sommerferie, så jeg kunne stadig nå at se den. Og det var en ganske positiv oplevelse. Langt hen ad vejen er filmen tro mod den oprindelige historie, bortset fra at der ind imellem er nogle urealistiske tidsspring, hvilket selvfølgelig er nødvendigt når man skal komprimere tre års belejring til mindre end tre timer. Alligevel er filmen lang nok til at man kan nyde de store filmiske scener, der meget vel illustrerer livet og miljøet på den tid, som man nu kan forestille sig det. Stjernen i filmen er uden tvivl Odysseus, ganske vel spillet af en muskuløs og lettere afklædt Brad Pitt. Som hele filmen igennem spiller med en uafhængig og flabet attitude, nærmest som antikkens svar på Han Solo fra StarWars. Producenten har gjort sit hjemmearbejde, især når det drejer sig om at illustrere datidens krigsteknikker, og adskillige gange forbløffes man over hvilke raffinerede angrebsmuligheder man havde til rådighed dengang for mange år siden. Troja, som filmen meget passende er kaldt, er i bund og grund en krigsfilm, men en krigsfilm fra før verden gik af lave, fra dengang mænd kæmpede mod mænd og mænd var soldater. Ikke som i dag hvor man fører krig på afstand og gemmer sig bag masker eller anonyme telefoner. Dengang kunne man se fjenden i øjnene, et princip jeg godt kunne tænke mig genindført i dag. Vel er det trist at det smukke Troja går op i luer til sidst, men historien kan man ikke ændre på. En medrivende og prægtig film.