Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 28. september 2004
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tålmodighed er en dyd Tirsdag, 28.09.04

For et halvt års tid siden udkom George Michaels seneste (eller sidste?) CD. Patience er titlen på albummet, og refererer til den tålmodighed han og hans kompagnoner har udvist i arbejdet på at gøre albummet færdigt og ikke mindst perfekt. George Michael er perfektionist, og jeg kan forestille mig han let kan drive enhver producer til vanvid. Hvilket han dog ikke behøver bekymre sig om, da George Michael jo er sin egen producer. Og hvad er der så kommet ud af fem års arbejde. Ja, i hvert fald en umiskendelig George-Michael sound. Det er et teknisk perfekt album, man fristes til at sige Flawless, og der er ikke en plet på facaden. Bag facaden ser vi så flere forskellige facetter af George Michael, og man skal ikke lytte længe til pladen for man erfarer at langt det meste af materialet er skrevet ikke bare af George Michael, men også om George Michael - men måske især til George Michael. Mange af numrene beskriver hans egne oplevelser fra opvæksten og fra familien, og efter at have lyttet pladen igennem nogle gange sad jeg tilbage med det indtryk, at George Michael har udgivet pladen til sig selv fordi han havde brug for det. Emnerne er måske nok interessante, men han formår ikke at komme ud på den anden side, ud til publikum på samme måde som han gjorde det med albummet Older. Som egen producer og med sin egen pengetank kan han jo egentlig være ligeglad med hvad han udgiver og hvor meget han sælger, men når man ved hvilken genial musik han kan skrive, er resultatet skuffende. Det er teflon for øregangene, men der er ikke rigtigt noget der bliver hængende. Faktisk har jeg nu haft pladen hjemme i fire måneder og spillet den regelmæssigt for at se om ikke der var noget der blev hængende, ud over de to klare hits Amazing og Flawless. Desværre nej. Så selv om jeg har ganske meget sympati for George kan det kun blive til to stjerner. Måske det også bliver hans sidste CD, for han har overvejet fremover at frigive sin musik via sin hjemmeside, hvorfra man så frit kan downloade den og give en skærv til et godt formål hvis man synes om musikken. For George Michael har penge nok og behøver ikke flere.
         
http://www.georgemichael.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.