Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 3. november 2004
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Verdens mægtigste mand genvalgt Onsdag, 03.11.04

I går var der valg til præsidentposten i USA, af mange beskrevet som verdens mægtigste post som leder af verdens eneste tilbageværende supermagt. Og hvor George W. Bush for fire år siden kun blev valgt efter et større slagsmål der førte helt op i Højesteret og på trods af at der faktisk var flere stemmer på Al Gore end på Bush, så må vi i år konstatere at der var et rimeligt overbevisende flertal af valgmænd der stemte på Bush end på modkandidaten Kerry. Omend valgresultatet nok næppe havde været så tydeligt hvis der i USA havde været direkte valg til præsidentembedet. Men uanset hvad, så sidder Bush nu i sadlen fire år endnu, og det er jo noget vi må forholde os til. Jeg taler nok på mange europæeres vegne når jeg siger at Verden ville være bedre tjent med en demokrat ved rorpinden end en republikaner. Det ligger jo i amerikansk natur, at ressourcer vil der altid være nok af. Lige siden man i sin tid løste problemet ved blot at rejse vestpå, hvor uopdyrkede vidder ventede på at blive trådt under fode. Forsyningssikkerheden til det amerikanske folk vil altid have første prioritet, og så må alt andet vige, uanset om det så er indianere eller fremmede nationer. Der er ingen tvivl om, at det amerikanske folk er det mest ressourceforbrugende her på kloden, og disse ressourcer stammer i stigende grad fra fremmede lande, uanset om det så er olie fra Golfen eller vand fra Canada. Hensigten helliger midlet. Og skulle der være andre lande derude der mener noget andet, så kan man blot udråbe disse til at være medlem af 'Ondskabens Akse' og derved gøre disse til legale mål for amerikanske angreb. For man kan jo godt undre sig lidt over de mange ressourcer der bruges til krigen mod religiøse fundamentalister i Mellemøsten og andetsteds, især når man tænker på at Bush's eget valgmaskineri i høj grad finansieres af religiøse fundamentalister, blot ikke-islamiske. Man skulle næsten tro at præsident Bush blot er en mindre brik i et større spil...

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.