For godt og vel tyve år siden, nærmere bestemt den 11. august 1984, foretog jeg min første bjergbestigning sammen med tyskeren Christoph Balz. Jeg var nærmest strandet i Zermatt efter et mindre uheld under en forudgående bestigning af Rimpfischhorn, men da jeg stadig havde masser af ferie og lyst til at bestige nogle flere bjerge faldt jeg i snak med naboen på campingen. Det var Christoph og hans makker Bernd, som var i færd med at planlægge en tur til Liskamm. Den ville jeg rigtig gerne med på, og det lykkedes mig at købe en billet til turen, under forudsætning at vi kunne fungere sammen, hvilket ville vise sig under en prøvetur til Oberrothorn forinden. Det blev så vores første tur sammen, og starten på et langt makkerskab. De næste syv år klatrede vi stort set hver sommer sammen i Wallis, og den dag i dag er Christoph stadig den fyr jeg har besteget flest bjerge med. I år var det som sagt tyve år siden, og Christoph havde foreslået at vi skulle fejre det med en genbestigning at Oberrothorn her i sommers. Det blev det dog ikke til, dels fordi jeg ikke havde Zermatt-planer denne sommer, og dels fordi Oberrothorn måske ikke lige var den mest spændende tur, da jeg siden har været på toppen af det bjerg yderligere fire dage. Men så fik jeg alligevel dårlig samvittighed mens jeg lå i Zinal i sommers, sendte en hurtig mail om at vi så i hvert fald måtte fejre det i efteråret, og sådan blev det også. Således har jeg i den forgangne weekend været i München og besøge ham, og det var rigtig dejligt at få et gensyn, her fem år siden sidst. Selvfølgelig skulle vi også lige lave en lille top, eller rettere: to, idet vi i mandags foretog en overskridning af Blauberge i Mangfallgebirge - som dagtur fra München. Det var en god oplevelse, og denne gang måtte jeg love at der ikke skulle gå fem år igen før vi lavede en tur sammen.