Det er snart mange år siden at Kyoto-aftalen, der påbyder alle verdens lande at reducere deres CO2-udslip, blev underskrevet i - netop Kyoto. Men aftalen ville først træde i kraft i det øjeblik en tilpas stor del af verdens CO2-forurenende lande havde underskrevet aftalen, og idet USA som den alt største CO2-forurener kategorisk har nægtet at underskrive protokollen har det haft lange udsigter med at gøre aftalen til et gyldigt regelsæt. Men i dag er det endelig lykkedes at skaffe tilstrækkelig opbakning om aftalen, idet Rusland nu også har underskrevet protokollen. Herefter kan alle underskrivende lande gå i gang med at udføre deres del af aftalen, hvis ikke der allerede er gjort tiltag i den retning. Kyoto-aftalen går i al sin simpelhed ud på at de underskrivende lande frem til 2010 skal reducere deres CO2-udslip til det niveau der var gældende i 1990. Hvilket i princippet kun kan lade sig gøre ved at indføre mindre forurenende arbejdsgange eller alternativt ved en begrænsning af væksten. At jeg skriver "i princippet" skyldes at CO2-reduktionen skal opnås på verdensplan, og at der således ikke er noget til hinder for at et eller flere lande forurener mere end før, hvis blot der samtidig er lande der forurener mindre. Denne mulighed er ved at blive sat i system, hvor man fra næste år indenfor EU indfører handel med CO2-kvoter, hvor man derved kan tilkøbe sig tilladelser til at måtte forurene mere, hvilket i mine øjne er en direkte omgåelse af intentionerne med Kyoto-aftalen. Men måske vi alligevel bliver nødt til at acceptere denne handel så længe Kyoto-aftalen ikke er fuldt global. Så længe USA nægter at underskrive aftalen, Kina ved en undtagelsesbestemmelse ikke behøver underskrive aftalen og en lang række ulande er undtaget, ja så vil Kyoto-aftalen ikke kunne få den langtidsvirkende effekt der ellers var hensigten.