Her i disse mørke dage kan det være meget passende at kigge lidt på den mørke side af dansk musik, rapmusikken som gennem de seneste fem-ti år nyder stigende popularitet i visse kredse af samfundet. Jeg skal ærligt sige at det ikke er den slags musik jeg lytter mest til, og den mest lyttede plade af slagsen jeg har er med den franske gruppe Manau, se evt. min anmeldelse heraf i en anden klumme. Herudover har jeg kun en fem-seks plader af slagsen, og det er kun sjældent de bliver sat i rotation. Ikke desto mindre er MC Einars Det er jul, det er cool blevet en vaskeægte klassiker, især her i juledagene, og både den og mange andre fra hans side er et bevis på at man godt kan skrive god rapmusik på dansk. Desværre er det mit indtryk at det sidenhen kun er gået ned ad bakke. Hvad man hører i dag er efter min opfattelse blot et udtryk for at man gerne vil være med på beatet (undskyld udtrykket) og indspiller rapmusik fordi det er in, og ikke så meget fordi man har et budskab. Alt for ofte hører man rapmusik der blot eftergør stilen og indholdet af musikken fra ghettoen i Los Angeles og oppisker en stemning der slet ikke er nødvendig. Som når Jokeren i rå tone kundgør at han kommer fra Havnen - og det ikke lige er til at høre at der så må være tale om Hillerød Havn. Set i denne sammenhæng er det lige før man kan påstå at Nik & Jay er kvalitetsmusik, for de lægger i det mindste ikke skjul på at de har et budskab de mener - om man så synes om budskabet eller ej. Bundscoreren blev nået i år hvor Aalborgdrengen Niarn blev kendt med en sang der skulle være en hyldest til sin fødeby Aalborg (denne gang skulle det vist være rigtigt nok), men helt ærligt - hvis man skriver en hyldest til sin fødeby burde det ikke være nødvendigt at synge "fucking" en halv snes gange!