Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 8. januar 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Slut med røg i S-togene? Lørdag, 08.01.05

I dag er den nye etape af ringbanen omkring København indviet, hvilket givet forbindelse til de nye stationer Danshøj, KB Hallen, Grønttorvet m.fl. I samme moment bliver der fra søndag indført en ny køreplan for S-banen, og samtidig benytter DSB S-tog lejligheden til at gøre samtlige S-tog røgfri. Meningen med dette er for så vidt god nok da man derved kan gøre en indsats for folkesundheden, og samtidig spare på udgifterne til rengøringen. Alle der kører regelmæssigt med S-toget ved jo hvor svinske rygerkupeerne er, da mange blot smider skodderne på gulvet i stedet for i askebægeret. Og affald yngler som bekendt, så det er påfaldende hvor meget affald der altid ligger i rygerkupeerne. Det er de færreste rejser med S-toget der varer mere end en halv time, og så længe må man da kunne formode at folk kan holde sig uden nikotin. Det er dog tydeligt nok at rygerkupeerne dækker et behov, og jeg kan da frygte at en lang række rygere vil fortsætte med at ryge, forbud eller ej. Det er jo også forbudt at drikke alkohol i toget, men hvor ofte bliver det forbud ikke brudt? Det samme kan jeg frygte vil ske med rygeforbuddet. Indtil i dag har rygerne været meget flinke til at opsøge rygerkupeer når der skulle ryges, men nu eksisterer denne mulighed ikke, så det vil ikke komme bag på mig hvis der blot bliver røget andre og alle steder i toget. Hvilket er til langt større gene end en fyr der drikker en stille bajer. Rygerne har en last, og man må acceptere at de dyrker den indenfor afgrænsede rammer. Men direkte at kriminalisere dette kan meget let komme til at virke som et tveægget sværd, med gener for de øvrige rejsende til følge. Det bliver spændende at se hvad udviklingen de nærmeste uger vil vise.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.