Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 29. januar 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Madrugada barsler med nyt Lørdag, 29.01.05

Det har været noget stille omkring det norske kult-band Madrugada i et par år nu. Dette lettere særprægede rockband med sin helt egen sound - lidt Massive Attack, en smule Beckerlee, et nip af blues, en håndfuld dyster stemning fra de store norske vidder, og så et ordentligt drys syret Doors til at binde det hele sammen - har altid formået at få mig til at spidse ører med deres iørefaldende numre, og er efter min mening noget af det mest spændende der er kommet på den norske rockscene i de seneste år. Omkring årtusindskiftet udsendte bandet tre meget spændende plader: Industrial Silence i 1999, The Nightly Disease i 2001 og senest Grit i 2002, men siden Grit har der været bemærkelsesværdigt stille omkring Madrugada. Det havde ellers været nærmest en årlig tilbagevendende tradition at der kom et nyt album om efteråret, som blev fulgt op med en koncert i november, og jeg blev da lidt skuffet da 2003 forløb uden nyt fra Madrugada. Og ligeledes i 2004, omend min skuffelse efterhånden var blevet afløst af foruroligelse. Nu var der gået to år uden noget nyt, så man kunne måske begynde at frygte at bandet holdt en pause, eller værre endnu: var gået i opløsning. Heldigvis er det dog ikke så slemt som man kunne frygte. Madrugada er netop nu ved at afslutte indspilningerne af deres nye album, som forventes udgivet her i starten af foråret. Titlen på det nye album er endnu ikke kendt, men hvis bandet har arbejdet med den nye plade i 2-3 år er det helt sikkert noget jeg bør inspicere nærmere når pladen kommer. Koncerter bliver vi næppe heller ikke snydt for, for der er allerede annonceret en række koncerter i Norge i forsommeren, så mon ikke Madrugada kan lokkes til også at give en koncert i Danmark - jeg skal i hvert fald gerne stille op ved billetlugen hvis ellers jeg er i Danmark når de spiller.
http://www.madrugada.net Link ikke længere aktivt!

Kommentar Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.