Med fire års forsinkelse er Kyoto-aftalen nu endelig trådt i kraft efter at Rusland i udgangen af 2004 også underskrev aftalen. Kyoto-aftalen går som bekendt ud på, at de ialt 126 underskrivende lande frem til 2012 skal reducere deres CO2-udslip til et niveau 5,2 % lavere end det niveau der var gældende i 1990, specificeret med individuelle målsætninger for de enkelte lande. I parentes bemærket er Danmark her et af de lande der skal foretage en forholdsvis stor reduktion, idet Danmark af mere eller mindre tilfældige årsager havde et ekstraordinært lavt udslip af CO2 i 1990, men alligevel hjælper der ingen kære mor. Og godt så. Selv om aftalen først er trådt i kraft nu er der dog allerede ved at opstå markeder for omgåelsen af Kyoto-aftalens intentioner, for hvis ikke man kan eller vil nedsætte sit udslip kan man betale sig fra det. De enkelte lande har hver deres individuelle kvote for, hvor meget CO2 der må udledes, og hvis ikke man kan udnytte hele kvoten selv kan man sælge den til andre lande, der har et behov for at måtte forurene mere. Denne mulighed er ganske vist indskrevet i Kyoto-aftalen, men alligevel synes jeg at man derved omgår Kyoto-aftalens intentioner. Mere spændende synes jeg dog det langsigtede perspektiv er, for hvad skal der ske efter år 2012? Kravene i Kyoto-aftalen er med vilje sat tilpas lavt, for primært at opbremse det stigende forbrug, og hensigten er, at der for alvor skal skrues ned for forureningen efter 2012. Men hvis dette ikke bliver fulgt op med aftaler herom er det alt for let blot at undlade at opfylde målene i 2012 når man ved der er "friløb" bagefter. Præsident Bush har allerede erklæret at han vil modsætte sig enhver indskrænkning i sit lands ret til at forurene - og det til trods for at USA i forvejen er langt den mest forurenende nation, og tilmed ikke engang selv har underskrevet aftalen. Så selv om USA ikke engang accepterer sit medansvar forbeholder man sig ret til at udbrede denne uansvarlighed til andre nationer. Dette lover ikke godt for en kommende Kyoto2-aftale.