Dagen efter fløj jeg så til Texas, og i forgårs kom jeg kørende ad den øde Highway 90 da jeg passerede et vejskilt der viste ned til Seminole Canyon State Park. Grublede lidt over det og vendte så kareten og kørte tilbage, for det kunne måske være meget sjovt at lave lidt simpel canyoning. Dette stop var ikke planlagt, men på den anden side var det jo min plan blot at køre nogle dage ud i det blå og lade mig inspirere undervejs, en moderne form for frihed når man har en bil med fuld tank til rådighed. Jeg kom til Visitor Centret og blev noget overrasket over at finde en snes andre mennesker her på dette øde og gudsforladte sted, og endnu mere over at der faktisk ville finde en rundvisning sted ti minutter senere. Noget usikker på hvad jeg egentlig ville komme til at se hoppede jeg med på rundvisningen, og det skulle snart vise sig at Seminole Canyon var noget helt andet end jeg havde forestillet mig. En canyon var det, ganske vist, men den var hverken særlig smal eller med særlig meget vand, blot et lille vandløb der sivede af sted i bunden af kløften. Der havde dog været meget vand tidligere, og det havde gnavet store huler ud i canyonens sider med 15-20m overhæng, og her havde en del af fortidens indvandrere for 4.000 år siden slået sig ned, efter at have vandret over Beringstrædet der var tørt land i efteristiden. For et par tusind år siden var klimaet her i Texas mere fugtigt og det var overvejende skov- og parkland. Datidens indfødte jagede bøfler og andre dyr, og gennem generationer har man boet her under disse enorme halvtag i Seminole Canyon, indtil en tiltagende tørke til sidste drev indianerne på flugt til andre egne. Tilbage er en række hulemalerier i canyonen og mange andre steder i omegnen. Det er kun en del af disse malerier der er tydet, og faktisk har man for manges vedkommende endnu ikke fundet en løsning på, hvad de mange symboler betyder.