Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 9. marts 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Toppen af Texas Onsdag, 09.03.05

Da jeg for syv år siden for første gang kom til USA var det en ren bytur, og jeg nåede ikke engang at sætte mine ben på det amerikanske fastland. Det råder jeg bod på her med denne tur til Texas, for her er ikke nogen bybesøg, og San Antonio har jeg blot benyttet som knudepunkt for min billeje. Det var derfor indlysende at jeg skulle bestige mindst ét bjerg her i Texas, og hvad var mere indlysende end at gå efter Texas' højeste bjerg, Guadalupe Peak i nationalparken af samme navn. Jeg havde ellers luret på andre supplementerende bjerge: Blue Mountain udenfor Knippa nær Uvalde og Emory Peak i Big Bend National Park, men da det første blot var en bakketop og knap noget rigtigt bjerg og det andet ville medføre en omvej på 170 miles som jeg ikke rigtigt havde tid nok til, besluttede jeg at koncentrere mig om Guadalupe Peak, der var jo også over 450 miles køretur til det bjerg. Texas er en enorm stat med masser af plads og langt mellem alt og alle. Selv her på hovedvejen var det normalt med henved 20 miles mellem hver bil, og alligevel var vejen i glimrende stand. Jeg forlod hovedvejen i Van Horn og kørte ud over stepperne mod Guadalupe Mountains, og allerede på 45 miles afstand kunne jeg se bjerget i det fjerne. Guadalupe Peak er 8751 ft. høj (2667m) og rejser sig næsten 5000 ft. over omgivelserne. Jeg parkerede bilen bag Visitor Centret på østsiden af bjerget og havde herfra 3000 ft. til toppen. Sækken på nakken og afsted. Overnattede på den etablerede teltplads under toppen og havde så trekvarter til toppen næste morgen. Normalt er udsigten noget indskrænket af smog fra industrien i Mexico og New Mexico samt til dels Texas, men efter en heftig thunderstorm dagen før var luften usædvanlig klar, og der var klar sigt hele vejen rundt, mere end 50 miles. Så turen til dette mest isolerede highpoint blandt USAs lower 48 havde ikke været forgæves. Nu kunne jeg føje endnu et kontinent til mine bjergbestigeriske aktiviteter.

På toppen af Guadalupe Peak, Texas' højeste bjerg
Bestigning af Guadalupe Peak

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.